Find din rejse
Voksne
- +
Børn
- +
Stemningsfulde Anacapri har en smuk beliggenhed

5 oplevelser i og omkring Anacapri

Når I rejser med Check Point Travel til Capri, så indlogeres i på hotel i den hyggelige landsby, Anacapri. Her er der flere fine oplevelser, som I har let adgang til. 

Svævebanetur til Monte Solaro

Ved torvet Piazza Vittoria i Anacapri finder i svævebanen, der tager jer op til toppen af Monte Solaro. I sidder i en åben stolelift med en fantastisk udsigt til Anacapri, det blå hav og naboøen Ischia. Turen til toppen tager ca. 10 minutter. Når I når toppen stiger I ud i 589 meters højde. Og herfra har I udsigt til hele Capri, Napolibugten og vulkanen Vesuv i det fjerne. Der er også en lille café, hvor I kan få jer en kop kaffe, en forfriskning og lidt at spise. Hvis I trænger til at strække ben, så er der mulighed for at gå ned fra Monte Solaro. Men skal I nå det hele, så tag svævebanen tilbage til Anacapri.  

Shutterstock 1491189965

Kirkerummet i Chiesa Monumentale di San Michele

Set udefra er der ikke noget særligt ved den hvidkalkede kirke. Men det I står foran er en af de virkelige perler i Anacapri. Når I kommer indenfor, så opdager I hvorfor. Kirken blev opført i årene fra 1698 til 1719. Grunden til, at det tog så lang tid at bygge den beskedne kirke, finder I på kirkens gulv. Hele gulvet er dækket af håndmalede majolica-fliser, der som et enormt puslespil er blevet til et portræt af Adam og Eva i Paradis. I kan gå rundt langs med kanten af gulvet på en lille gangbro og få de mange detaljer med. For at se det enorme gulvmaleri i hele sin pragt, så tag vindeltrappen op i galleriet. Her kan I se det hele oppefra. 

Shutterstock 1900619065

Besøg Axel Munthes villa

Denne vidunderlige villa fra 1887 ligger i Anacapri. Dengang var den hjem for den svenske forfatter og tidligere læge for den svenske dronning, Axel Munthe. Han var lidt af en berømthed og modtog blandt andet besøg af den svenske Dronning Victoria og den danske maler PS Krøyer og hans hustru Marie. Huset står stort set som dengang, da Dronning Victoria spillede klaver og underholdt husets gæster. Det er fyldt med kunst i en skønsom blanding, for Axel Munthe købte det, han kunne lide. En anden af hans store lidenskaber var planter og fugle, og derfor ligger villaen i en fantastisk have fyldt med blomster, statuer og skyggefulde pergolaer. Bjerget Monte Barbarossa, der rejser sig bag villaen, købte den svenske fugle-elsker for at sikre, at områdets trækfugle ikke blev generet. Husk at nyde udsigten og måske en forfriskning i villaens hyggelige café. 

Shutterstock 470681453

Oplev Den Blå Grotte

I kan vælge at se Den Blå Grotte som en del af en ø-rundtur med båd. I kan også vælge at tage bussen fra Anacapri ned til Grotta Azzurra. Her leder trapper ned ad klippeskråningen og ned i den lille vig, hvor erfarne lokale robåds-kaptajner tager jer ombord. De sejler ind gennem den smalle åbning i klipperne, og det er her magien opstår. Lys kommer op nedefra og giver vandet en nærmest elektrisk blå farve. Det er ikke nogen lang tur, men Grotta Azzurra er bestemt et besøg værd. 

Vandet lyser op i Den Blå Grotte på Capri

Spis aftensmad på Da Emilia alla Curtiglia eller på Da Gelsomina

Der er mange gode spisesteder langs med den hyggelige strøggade i Anacapri. Men hvis I har lyst til at prøve noget specielt, så prøv Restaurant Da Emilia alla Curtiglia. Der skal bestilles bord i forvejen, og I kan blive hentet og bragt af restaurantens chauffør. Restauranten ligger lidt udenfor Anacapri på en klippeskråning med en helt fantastisk vestvendt udsigt. Forsøg at time det med en drink før middagen til synet af naboøen Ischia og solen, der går ned i havet som en kæmpestor orange appelsin.  

Et andet sted, hvor den gode mad akkompagneres af en flot solnedgang er på Restaurant Da Gelsomina. Her er det også en god idé at ringe til restauranten i forvejen og bestille bord, så kommer de og henter jer. Maden på den familiedrevne restaurant er virkelig god, og servicen er i top. 

20220916 192158