En helt særlig atmosfære
Vi var på udkig efter noget helt specielt, og blev med det samme vi besøgte Balquisse Heritage Hotel i Jimbaran grebet af den helt særlige atmosfære, der hviler over dette unikke hotel. Balquisse er som at træde ind i en anden Verden, og de 16 unikke værelser er alle sammen forskellige i indretning, størrelse og stemning. Hotellet har to rolige pool-områder med tilhørende solterrasse og solsenge. En skøn tilgroet have med små oaser, hvor man kan sidde uforstyrret og læse en bog, en lounge, hvor man kan sidde og nyde en kop kaffe eller en cocktail samt en fremragende restaurant, Asam Garam, der serverer det bedste fra det lokale, indonesiske og internationale køkken.
Ønsker I at forkæle jer selv under opholdet kan det anbefales at tage forbi hotellets spaafsnit, der tilbyder klassiske balinesiske og regionale behandlinger i skønne omgivelser.
Balquisse ligger i anden række fra en af de bedste sandstrande på Bali, Jimbaran Beach, og hvis de få minutters gang til stranden bliver for meget, tilbyder hotellet en hurtig og effektiv shuttleservice. De kan naturligvis også være behjælpelige med at arrangere udflugter, taxi mm. Balquisse er et hotel, man ser frem til at komme tilbage til efter en dag på den glimrende Jimbaran Beach, et besøg på de nærliggende markeder eller en spændende dagsudflugt. Hver eftermiddag serveres der ”afternoon tea” på terrassen, hvilket er med til at få pulsen helt ned.
Småbutikker og glimrende restauranter ligger i umiddelbar nærhed af hotellet, så i kan gå rundt til fods og suge til jer af indtrykkene. Det kan anbefales at prøve en af de gode fiskerestauranter på stranden, der hver aften serverer noget af det bedste seafood på Bali. Nyd middagen med en kold Bintang øl og bare fødder i det bløde sand, ledsaget af en perfekt solnedgang.