Atmosfærefyldte bungalows placeret i frodige naturskønne omgivelser tæt ved store seværdigheder
Godt skjult mellem træerne og helt ned til bredden af Kandalama søen ligger det stemningsfulde Amaya Lake Dambulla. Allerede ved ankomsten til resortet mærker I den ro, der hviler over Amaya Lake, og som kendetegner opholdet. De smukke naturlige omgivelser er med til at skabe en helt unik atmosfære samt en række muligheder for gæsterne.
Værelser og villaer ligger spredt ud over den imponerende have med god afstand imellem bygningerne og et fint stisystem, der forbinder dem med resortets øvrige faciliteter, skoven og søen. Haven er en oplevelse i sig selv, og for de fugleinteresserede er der gode muligheder for at gå på opdagelse.
Det skønne pool-område er det naturlige mødested for resortets gæster, og her kan I slappe af med en god bog og nyde solen på en af de behagelige solsenge ovenpå dagens oplevelser. Bliver I tørstige eller i humør til en snack, er der ikke langt til pool-baren.
Amaya Lake har en stemningsfuld restaurant, Samara Restaurant, hvor I har mulighed for at nyde jeres forskellige måltider indenfor såvel som udenfor - naturligvis med udsyn til de smukke omgivelser. Samara serverer et fint miks af internationale såvel som lokale specialiteter, baseret på lokale råvarer, så der er noget for enhver præference.
For de af jer, der gerne vil tage selvforkælelsen til nye højder, har I mulighed for at besøge resortets eget spa-afsnit, Panchakarma Ayurvedic Spa, hvor det erfarne personale står klar med en bred vifte af behandlinger og massager.
Ønsker I at holde formen ved lige under opholdet, kan I deltage i yogaundervisning, sejle en tur på søen eller gå en tur rundt på hotellets område.
Indenfor 25 minutters kørsel fra Amaya Lake finder I flere historiske, religiøse og kulturelle attraktioner, blandt andet det imponerende Dambulla klippetempel og det mytiske Sigiriya (Løveklippen).