Pai er en oplevelse i sig selv. Det er en hyggelig by med masser af landlig charme og atmosfære. De rygsæksrejsende har allerede opdaget byen, og derfor er der i dag et godt udvalg af restauranter og caféer i byen. Pai ligger i en dal omgivet af rismarker, landsbyer og bjerge med gode vandrestier og brusende vandfald.
Te på toppen
Yun Lai er et udsigtspunkt lidt uden for byen. Her kan I nyde den fantastiske til byen, dalen og bjergene i baggrunden – sammen med en kop te…. Når I betaler de 20 THB pr. person for at komme ind, så får I også en kande te og to kopper. Herligt!
Pai Walking Street Market
Det er her I finder Pai’s natmarked, der åbner nogenlunde samtidig med, at solen går ned. Natmarkedet i Pai er efter vores mening et must. Stemningen er god, og maden er fantastisk. Her kan I snakke lidt fra de forskellige madboder og slukke tørsten med en god kold thailandsk øl.
Pai River og iskaffe med udsigt
Pai-floden, der løber ind gennem byen, er en fredelig og nærmest lidt overset perle. Pudsigt nok er det som om, at man nærmest har det for sig selv, når man går en tur langs floden, der her og der kan passeres ad klassiske bambusbroer. Hvis I får lyst til lidt at spise eller en læskende iskaffe, så læg vejen forbi Pai River Corner Restaurant.
Oplev Pai på scooter, cykel, i taxa eller på en guidet tur
Det kan måske være lidt svært at løsrive sig fra stemningen i den hyggelige by. Men gør I det ikke, så går I glip af noget. Pai ligger i et utroligt naturskønt område, der nærmest kalder på at blive udforsket. Mange vælger at leje en scooter (ca. 250 THB pr. dag – husk hjelm og kør forsigtigt). Andre foretrækker at leje en cykel, men her er det vigtigt, at I får en mountainbike med gear der virker, for det er meget kuperet omkring Pai. Endelig er der mulighed for at tage med på guidede ture eller leje en taxa for en dag, hvor I på forhånd aftaler, hvad I gerne vil se. De to sidstnævnte kan I arrangere gennem hotellet eller hos et af de små rejsebureauer i byen.
Tag en tur til Pai Canyon og slap af ved et vandfald
Dette sted bør rangere højt på jeres liste over steder, I skal se udenfor Pai. Pai Canyon er en spektakulær klippekløft omgivet af smuk natur. Det er varmt herude midt på dagen, så vi anbefaler, at I tager herud og ser solnedgangen og farvespillet i klipperne, der skifter farve fra orange til mørk rød.
Hvis I vælger solnedgangen, så kan I passende bruge timerne forinden til at besøge et af de vandfald, der ligger omkring Pai. Vores favorit er Mhor Phaeng, der har to seperate fald og flere naturlige pools, hvor I kan tage en svalende dukkert. Det er et stort område, så selv om I sikkert ikke er alene om idéen, så føles det ikke overrendt. Det er et skønt sted.