Byer i Cuba
★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
Hvorfor skal I egentligt rejse til Cuba? Og hvad er det helt præcist, der gør Cuba til et spændende rejsemål? Det får du svar på i denne Cuba guide, der giver dig 5 gode grunde til at besøge den eksotiske ø i Caribien.
Noget af det, der gør en rejse til Cuba til en meget fascinerende oplevelse er landets spændende historie. Når I kommer til Cuba, er det som at træde ind i en tidslomme, hvor mange ting ser ud, som de gjorde for flere årtier siden.
I Havana triller gamle amerikanerbiler rundt i de stemningsfulde brolagte gader. Bilerne er måske det mest berømte symbol på, hvor gammeldags en måde mange ting ser ud og foregår på i Cuba. Bygningerne i landet er ligeledes slidte og fra en anden tid - men det er netop disse ting, der er med til at give landet en helt speciel stemning og charme.
Flere steder i landet kan I opleve de spændende spor efter berømte revolutionsfolk som Che Guevara og Fidel Castro. Det er for eksempel en stor oplevelse at besøge revolutionsmuseet, Museo de la Revolución, i Havana, hvor I kan få hele historien om Fidel Castro og hans vej til magten. Foran museet står båden "Granma", der i 1956 fragtede Che Guevara, Fidel Castro og deres kammerater fra Mexico til Cuba.
I byen Santa Clara, på det centrale Cuba, kan I i dag se flere statuer af Che Guevara. Under den store statue af "el Che", på Plaza de la Revolución, ligger det mausoleum, hvor Che Guevara er stedt til hvile.
Udover Cubas nyere revolutionshistorie, så er der også masser af spor, der fører helt tilbage til tidligere tiders koloni-herredømmer. I Trinidad og Havana kan I for eksempel se de gamle bygninger og pladser, som spanierne i sin tid opførte. Og i "sydens perle", Cienfuegos, kan I opleve den franske indflydelse i byens arkitektur med brede boulevarder, parker og søjlegange.
På trods af cubanernes hårde levevilkår og knappe ressourcer, så har de generelt en livsglæde og munterhed, der ikke er til at tæmme. De har altid plads til smil, de nyder at danse på de levende salsabarer, og de er oprigtigt interesserede i at møde turister med åbne arme og nysgerrighed.
I får de største oplevelser i forhold til cubanerne ved at have en åben tilgang til mødet med cubanerne. Hvis I udstråler venlighed og respekt, så bliver I mødt på samme måde.
En måde at komme helt tæt på cubanerne, og opleve dem helt privat, er ved at bo på de private casa particulares (bed & breakfast). Som alternativ til hoteller er de private casa particulares en spændende (og billigere) mulighed. Her får I lejlighed til at møde cubanerne og opleve deres muntre selskab.
Sidst men ikke mindst er Cuba også stedet, hvor I får nogle af verdens bedste cigarer, som kan skylles ned med den anerkendte cubanske rom.
Overskriften siger det meste. Vejret på Cuba er lækkert det meste af året. Her er solrigt, og temperaturen ligger om dagen typisk på mellem 25 og 31°C. Når man taler om vejret, er der naturligvis aldrig nogen garantier, men man kan altså "risikere" rigtigt pænt vejr under en rejse i Cuba. Læs mere om vejret på Cuba her.
Cuba har talrige fantastiske strande at byde på. Flere steder i landet kan I nyde hvide og gyldne sandstrande beklædt med palmer og med lækkert, lunt badevand.
Cubas strande er fremragende flere steder i landet. Ancón-stranden (Playa Ancón) ved Det Caribiske Hav er for eksempel en af vores favoritter. Stranden er flankeret af palmer, og vandet er som regel roligt og badevenligt. Den gyldne sandstrand ligger cirka et kvarters kørsel fra Trinidad, så her kan I kombinere strandliv med udforskning af den fascinerende, gamle kolonitidsby med spor tilbage til den spanske regeringsperiode.
Stranden ved Playa Giron på Cubas sydlige kyst er endnu en af landets bedste. Her kan I både slappe af og bade, og så er der gode muligheder for dykning eller snorkling.
Også på Cubas nordkyst kan I tage jer en slapper på smukke strande. Her kan vi fremhæve strandene ved Varadero, Cayo Santa María og Cayo Coco. I det vestligste Cuba kan I også besøge den flotte strand, Maria La Gorda, der byder på roligt vand, gyldent sand og gode snorkelmuligheder.
Cubas byer er noget ganske særligt. Byerne er meget forskellige, men fælles for dem er alligevel den charmerende atmosfære og den sjæl, som findes her. En stor del af byernes charmerende ånd, er uden tvivl skabt af indbyggerne. Cubanerne er venlige, imødekommende og indtagende, og deres gæstfrihed gør det til en fornøjelse at udforske Cubas byer.
Når man taler om cubanske byer, så er Havana selvfølgelig umulig at komme udenom - og hvorfor skulle man egentlig? Havana består af åbne pladser og hyggelige gader, der snor sig mellem patinerede bygninger. Når man går i gaderne, fornemmer man, at det er en by, der har været igennem lidt af hvert. Her er slidt, men det er på en flot og forførende måde.
Trinidad er en anden af de cubanske byer, der bestemt er et besøg værd. Gå en tur i byens gader mellem lave, pastelfarvede huse. Sæt jer på den smukke, gamle Plaza Mayor, der ligger omgivet af storslåede palæer og fornemme huse. Og få jer et godt måltid på en af byens små restauranter. Når aftenmørket falder på kan I desuden opleve den livlige atmosfære ved byens spillesteder, hvor cubanerne henført nyder de forførende rytmer.
Ønsker I et tilbud på en rejse til Cuba, kan I sende os en rejseforespørgsel fra linket herunder:
15
dageFra kr. 12.950
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn15
dageFra kr. 15.150
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn