Tag svævebanen fra Trapani op til middelalderbyen Erice, der troner som en ørnerede på en bjergtop 750 meter over havets overflade. Byen, der er en af de smukkeste og mest velbevarede middelalderbyer i det sydlige Italien, er omgivet af en stor borgmur.
Og indenfor er byen en labyrint af brolagte gader med gamle skæve huse, hvor de lokale har deres butikker og forretninger. Her er små stemningsfulde torvepladser og restauranter med udeservering, så I kan få det hele med, når I nyder en kop kaffe eller en velfortjent frokost. Der er i øvrigt en fantastisk udsigt flere steder i byen. Mod vest kan I se Trapani og De Egadiske Øer, Levanzo, Marettimo og Favignana. Og mod syd de bølgende sicilianske marklandskaber. I klart vejr siges det, at man sågar kan ane Tunesiens kyst.
I receptionen på jeres hotel kan de fortælle jer, hvordan I lettest finder vej til svævebanen.