Find din rejse
Voksne
- +
Børn
- +
Delfiner i farvandet ud for Monterey - shutterstock_568089433.jpg
Natur og dyreliv ved Monterey 3 tip til oplevelser i naturen

Monterey - Natur og dyreliv

Her får I Check Point Travels tre bedste tips til naturoplevelser omkring Monterey.

Monterey er et populært stop på den legendariske kystvej Highway 1. Men de fleste oplever kun byen, inden de rejser videre. Og det er en skam. For området rummer fantastiske naturoplevelser med gode muligheder for at opleve havoddere, søløver, sæler, hvaler og masser af havfugle.

Tag på hvalsafari i Monterey Bay

I kan tage på hvalsafari fra Fishermans Wharf i Monterey, men vi anbefaler, at I tager bilen og kører de 20 minutter nordpå op til Moss Landing, hvor Sanctuary Cruises holder til. De arrangerer nogle fantastiske ture, der ledes af havbiologer, der virkelig kan deres kram og formidler med stor indlevelse og begejstring. På disse ture får I mulighed for at komme helt tæt det rige dyreliv, der er i Monterey Bay.

Fra det sene forår og hen over sommeren kan I opleve nogle af klodens største havpattedyr boltre sig i det dybe vand på jagt efter krill, der er livret for bl.a. gråhval, pukkelhval og blåhval. Men det er ikke kun hvaler, I ser på jeres hvalsafari. Der også gode muligheder for at se delfiner, havoddere, søløver, sæler, spækhuggere og et væld af forskellige havfugle. Skipperen og hans besætning ved præcis, hvor de skal sejle hen for at give jer den bedst tænkelige oplevelse. Turene er typisk på 3-4 timer.

Hvis I går ind på Sanctuary Cruises hjemmeside: www.sanctuarycruises.com, så kan I se priser på turene og melde jer til. Det er en god idé at gøre det i god tid forud for rejsen, da der er et begrænset antal pladser på turene.

Point Lobos State Natural Reserve er en perle

De fleste rejsende har hørt om Yosemite, Sequoia og Kings Canyon. Berømte nationalparker, der for mange er et must på en rejse til Californien. Og det forstår vi godt. De er spektakulære og smukke på hver deres måde. Men blandt amerikanerne rangerer én nationalpark i Californien højere end de 280 andre. Det er Point Lobos State Natural Reserve, der ligger en 20 minutters kørsel syd for Monterey. Kør ind i parken og parker ved Piney Woods. Herfra har I let adgang til de mange vandreruter i området. Læg eventuelt vejen forbi deres Information Station og spørg, om I må låne en kikkert.

Stierne i naturreservatet er velafmærkede og fører jer gennem et vildt og betagende kystlandskab. Fra kanten af klippekysten kan I være heldige at spotte hvaler og spækhuggere. Og ofte vil I se flokke af delfiner, søløver der soler sig på klipperne og sæler, der har mavet sig op på stranden. Men for mange besøgende er favoritten havodderne, der går på jagt efter føde i tangskovene tæt på kysten og ligger på ryggen i havoverfladen i færd med åbne en musling eller snuppe en lur mellem fangstturene.

Gå ind på reservatets hjemmeside, hvor I kan se rutekort og planlægge jeres vandretur. Her kan I også se, hvornår der afholdes guidede ture: www.pointlobos.org.

...Og lige en sidste ting. Husk lidt proviant: en sandwich, vand, chokolade etc. Der er områder med borde og bænke, hvor I kan nyde den medbragte mad.

En tur i kajak? – Ja, tak!

Hvis man aldrig har prøvet at sejle i kajak, så lyder dette forslag sikkert pivtosset. Men hæng nu lige på et par linjer endnu. Der er havkajakker, der er vidunderligt brede og ikke kræver det store fangercertifikat, og som stort set alle uden erfaring kan padle sig afsted i. Hos Monterey Bay Kayaks arrangerer de ture for både øvede kajakroere og så de af os, der er helt grønne på det felt. Alt det udstyr, der er nødvendigt for en god tur, sørger arrangøren for. Så hvis I har mod på en naturoplevelse, der er noget lidt ud over det sædvanlige, så overvej at tage med på en tyst kajaktur, hvor man på forunderlig vis føler sig nærmest et med naturen.

På den tur, der hedder ”Guided Tour Monterey” sejler I fra Monterey langs med kysten ind i et fredet område med søløver, sæler og havoddere. Omtrent 2,5 time senere er I tilbage på land – en stor oplevelse rigere. Inden I beslutter jer for en tur, så se også nærmere på den tur, der hedder ” Guided Tour Elkhorn Slough”. Denne tur på godt 2,5 time udgår fra Moss Landing (20 minutters kørsel fra Monterey) og bringer jer ind i et fjordområde med masser af sæler og havoddere. Skal det være en tur i kajak? Ja, tak!

 Læs mere om turene her:  www.montereybaykayaks.com