Visum til Cuba
★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
Begynd med de store seværdigheder omkring pladsen Parque Central. Her finder I Gran Teatro de la Habana, der er ramme om klassiske koncerter, ballet og teaterforestillinger. Og lige i nærheden ses Capitolio med den marmorhvide kuppel. Bygningen, der i mange år husede landets nationale forsamling, blev opført i 1920'erne og er en nøjagtig kopi af Det Hvide Hus i Washington. Bag Capitolio, i Calle Industria 520, ligger en af landets ældste cigarfabrikker Partagás. Her kan I komme indenfor og se, hvordan tobaksarbejderne rutineret ruller de brune tobaksblade til kostbare cigarer. Der er åbent på hverdage fra 09.00 til 14.00, og der skal betales omkring 10 CUC pr. person for en guidet rundvisning på engelsk. (Bemærk at cigarfabrikken Partagas pt. er flyttet til en anden lokation i byen, da fabrikkens lokaler er under renovering. Billetter til fabrikkens nye adresse kan købes på flere af byens hoteller).
Herfra begiver I jer ind i den gamle bydels labyrint af brolagte gader, der kantes af huse fra kolonitiden og elegante palæer i malerisk forfald. På de rustne smedejernsbalkoner hænger vasketøj til tørre. Små grupper af skolebørn i bordeauxfarvede uniformer ses på vej til eller fra skole. Og uden for husene sidder beboerne på trappesten og vakkelvorne træstole og læser avis, spiller skak, og får en sludder med naboen, mens radioen kører i baggrunden med rytmisk cubansk musik.
Gå gennem de stemningsfulde gader til Plaza de la Catedral, der er en af Caribiens smukkeste pladser. Træd indenfor i katedralen og oplev stemningen. Den klassiske katedral husede i en årrække de formodede jordiske rester af den italienske søfarer Christoffer Columbus, inden de blev flyttet til Sevilla i Spanien. Drejer I ind ad en af smøgerne, hvor vasketøjet hænger til tørre på smedejernsbalkonerne møder i de lokale, der sidder på trappestenen og får sig en sludder med naboen eller fordriver tiden med et slag domino. De bor tæt sammen, og livet leves enkelt. Men her er livsglæde og sammenhold. Man mødes med smil og glade tilråb, og fra hver en sprække i de gamle huse synes den glade musik at sive ud i gaderne. I dette mylder af snævre gader finder I også den imponerende og meget hyggelige Plaza Vieja og Casa de la Obra Pia. Sidstnævnte er et smukt aristokratisk palæ med aner helt tilbage til den første halvdel af det 17. århundrede. Det er blot en kort gåtur herfra til den historiske Plaza de San Francisco med kirken af samme navn. Pladsen foran kirken prydes af det smukke løvespringvand begået af den italienske kunstner Giuseppe Gaginni i 1836.
Dagens frokost kan I indtage på en af bydelens hyggelige fortovsrestauranter med udsigt til livet på torvepladserne. Det kunne for eksempel være Café La Mina på Plaza de Armas, der har gode retter til rimelige penge. Herfra er der ikke langt til den gamle spanske fæstning Castillo de la Real Fuerza. Fra toppen af murene er der en flot udsigt til Havanas havneindsejling.
På turen tilbage til jeres Bed & Breakfast kan I overveje at lægge vejen forbi La Bodeguita del Medio i Calle Empedrado. La Bodeguita del Medio var efter sigende Ernest Hemingways favoritbar. Af samme grund er det en populær bar, som en del turister lægger vejen forbi. Men baren har nu alligevel masser af charme, så træd ind i de historiske rammer og bestil en mojito ved samme disk, som Hemingway, Harry Belafonte, Salavador Allende og selveste Fidel Castro har stået ved.
Om aftenen er det oplagt at gå en tur ned ad Calle Obispo, der har masser af restauranter og små hyggelige barer med levende musik. Et andet forslag er at bestille bord på La Divina Pastora. Restauranten ligger på den anden side af bugten som nabo til den store fæstning El Morro og med en fantastisk udsigt til det gamle Havana. Menukortet er alt godt fra havet.
I kan også besøge en anden af byens berømte pladser; Plaza de Armas. Her er der liv og leben omkring boderne med antikvariske bøger og kunsthåndværk, hyggelige caféer og mulighed for at besøge Havanas bymuseum, Museo de la Ciudad, der har til huse i byens gamle guvernørbolig. Om aftenen indtages Plaza de Armas af danseglade lokale, der kommer for at få sig en svingom til tonerne fra et af byens salsaorkestre. Så her kunne I overveje at spise middag en aften.
Ikke langt herfra finder I en af Havanas mere særprægede seværdigheder Cementerio de Cristóbal Colón, der med næsten en million grave er en af verdens største kirkegårde. Det er som en hel by, hvor velhavende cubanske familier gennem tiden har forsøgt at overgå hinanden i prægtige mausoleer og smukke gravmæler. At gå rundt her er som at vandre rundt i landets seneste 150 års historie. Her hviler en række af nationens mest berømte forfattere, skuespillere og sportsstjerner mellem faldne helte fra revolutionen og kendte musikere.
Praj en cykeltaxa og bed chaufføren køre mod Havanas berømte promenade, El Malecón. Bed ham om at køre ad Calle 23 ned forbi Coppelia Ice Cream. Det er Havanas mest berømte isbar med is til næsten ingen penge – og af samme grund uendeligt lange køer. Men at stå i kø er en del af oplevelsen, og de lokale benytter ventetiden til at hyggesnakke med folk omkring sig.
Overvej om I vil stille jer i kø til en af de eftertragtede is eller fortsætte ned til havet, hvor gamle amerikanske dollargrin tøffer op og ned ad den kilometerlange strandpromenade El Malecón. Her ses ældre mænd med lange fiskestænger og blikket vendt mod Atlanterhavet, knægte der bader fra klipperne, og kærestepar der går hånd i hånd. Stå af cykeltaxaen og gå en tur ad malecon'en i retning af den gamle bydel. Spis frokost undervejs og kig indenfor i det nyligt restaurerede San José Pakhus på Avenida del Puerto, der nu huser byens store marked for cubansk kunsthåndværk.
Er I interesserede i Ernest Hemingway, så tag en taxa til Finca la Vigiá, der ligger lidt uden for byen. Her boede den amerikanske forfatter i godt 20 år og skrev blandt andet klassikeren, ”Den Gamle Mand og Havet” baseret på en lokal fiskers livshistorie. I haven kan I se Hemingways egen fiskerbåd ”El Pilar” og gravstederne for fire af hans kære hunde. Udsigten til Havana er fabelagtig.
Lyder Ernest Hemingways liv ikke så spændende, men vil I gerne nyde en uhindret og fabelagtig udsigt ind over Havana, så tag ned til den lille færgeterminal overfor den russisk ortodokse kirke. Her er det både billigt og nemt at tage båden til Casa Blanca på den modsatte side af indsejlingen til Havanas havn. En trappe fører op til foden af den spektakulære kristusfigur, der troner over Havana og lige ved siden af ligger et lille, men spændende Che Guevarra museum. 5-10 minutters gang herfra ligger et af de største spanske fæstningsanlæg i Latinamerika, Castillo de San Carlos de la Cabana. Gamle kanoner peger fortsat ud mod vandet og flere af de historiske bygninger er blevet restaurerede, så det er let at få et indtryk af stedets strategiske position og historie. Udsigten til Havanas forskellige bydele er glimrende. Yderligere 5-10 minutters gang og I er fremme ved fyrtårnet El Moro. Solnedgangen over Havana fra klipperne ved El Moro bliver ikke bedre noget sted i byen. Tag en taxa tilbage til jeres casa, hvis I ikke vil gå hele vejen tilbage til færgeterminalen.
Mange års censur og begrænset ytringsfrihed sammenholdt med en stærk tro på revolutionen og Cuba har fostret et stærkt cubansk kunstnermiljø, der, ud over billedkunst og skulpturer, også rummer musik, dans og ballet. Dette museum giver et godt indblik i den kreativitet og diversitet, der findes på den cubanske kunstscene.
I kan også dykke ned i Cubas revolutionshistorie og udforske det gamle Havana på Revolutionsmuseet, hvor I får historien om Fidel Castros vej til magten i 1959. Museet har til huse i den tidligere diktators Fulgencio Batistas palads. Foran museet står en kopi af båden Granma 26, som Che og Fidel sejlede i fra Mexico til Cuba i 1956.
På pladsen omkring båden kan også ses andre effekter, der på forskellig vis har spillet en rolle i Cubas revolutionshistorie. Få lokaliteter er kommet til at stå som symbol på revolutionen på samme måde som Revolutionspladsen. Det var her den karismatiske præsident Fidel Castro har holdt mange af sine berømte maratontaler i overværelse af hundredtusinder af landsmænd.
Fortsæt til Plaza de la Revolución, der er en af verdens største pladser. Det var her den karismatiske præsident Fidel Castro i sine velmagtsdage holdt de berømte maratontaler i overværelse af hundredtusinder af landsmænd. Ikke langt herfra findes en af Havanas mere særprægede seværdigheder, Cementerio de Cristóbal Colón. Med næsten en million grave er det en af verdens største kirkegårde. Det er som en hel by, hvor velhavende cubanske familier gennem tiden har forsøgt at overgå hinanden i prægtige mausoleer og smukke gravmæler. At gå rundt her er som at vandre rundt i landets seneste 150 års historie. Her hviler en række af nationens mest berømte forfattere, skuespillere og sportsstjerner mellem faldne helte fra revolutionen og kendte musikere.
Spis en tidlig morgenmad og tag så af sted til byens største marked, Mercado de Cuatro Caminos. Markedet har eksisteret i næsten 200 år, og her kommer bønder fra landbrugskollektiverne for at sælge deres afgrøder. Det er et livligt og farverigt marked, hvor tusindvis af lokale hver dag handler de daglige fornødenheder. Her er boder med bjerge af grøntsager, brægende geder, tøj, isenkram og svinehoveder, der ser til fra slagterens disk. Her er travlhed og masser af mennesker. Men næsten ingen turister.
I kan gøre stop i Havanas botaniske have. Haven, der i dag er fredet af UNESCO, er især kendt for sine mange orkideer. Parken er stor, så hvis I skal have det hele med, kan I tage en tur med det lille tog, der kører gennem parken. Du kan også vælge at køre til Havana Club-museet (El Museo del Ron Havana Club) på Avenida San Pedro. Her kan I, for 5 CUC, få en guidet rundtur på engelsk, der rundes af med et glas cubansk rom i baren.
15
dageFra kr. 12.900
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn15
dageFra kr. 15.100
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn