Gå en tur rundt i byen og se nogle af byens største seværdigheder og gå på opdagelse i lokale restauranter. Det private initiativ blomstre på Cuba, og der kommer hele tiden nye spændende paladares og private restauranter. Spørg endelig på jeres overnatningssted efter deres anbefalinger.
Masser af historisk charme
Der er god tid til at udforske Santiago de Cuba, der er et forunderligt kulturelt miks af caribisk og afrikansk kultur. Gå en tur i de spændende kvarterer i Casco Histórico omkring Parque Céspedes og Plaza de Dolores, hvor smukke bygninger fra den spanske kolonitid flankerer gaderne. Smag den herlige cubanske rom på den gamle Bacardi-fabrik. Besøg det franske kvarter, Tivolí, og lad jer indfange af stemningen og den skønne musik på Casa de La Trova i Calle Heredia.
Karneval i juli
Santiago de Cuba afholder i løbet af året adskillige festivaler, men den absolut største og mest kendte er det lokale karneval, der tilmed er det største karneval i Caribien. I løbet af den sidste uge i juli fylder karnevalet alt. Overalt i byen møder man dansende mennesker, udklædt i farvestrålende dragter, nogle mindre end andre, folk på stylter, akrobater og smilende gademusikanter. I de større gader finder i imponerende optog med repræsentanter fra de lokale danseskoler, der prøver at overgå hinanden i udklædning og opstilling. Følg de festklædte indbyggere til festen. Nyd en kølig rum med de lokale, og tak ikke nej, hvis I bydes op til en herlig rumba.