![Græsk Salat Shutterstock 1038989254](/media/21553/graesk-salat-shutterstock_1038989254.jpg?width=1920&height=1440&format=webp&autoorient=true)
5 favoritter fra det græske køkken
★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
For naturelskere er Kreta et sandt overflødighedshorn af muligheder og variationen af oplevelser gør det vanskeligt at udvælge 5 favoritter. På Kreta har de nemlig både farvede strande, eksotiske småøer, høje bjerge, dybe kløfter, drypstenshuler og smukke vandfald. Og så har vi ikke engang fortalt om de oplevelser, der finders under havets overflade.
Den næsten mytiske vandretur igennem Samariá kløften anses af mange for at være den ultimative naturoplevelse på Kreta, og den 16 kilometer lange vandretur skuffer absolut ikke. Kombinationen af spektakulære udsyn til ”De Hvide Bjerge”, og det blandede terræn, der fører jer ned af fantastiske bjergsider, igennem ældgammel skov og smalle klippeåbninger, forbi den forladte landsby, Samariá, og langs Tarraios floden og over småbroer til det Libyske Hav, er ganske enkelt en ubeskrivelig oplevelse.
I princippet kan alle gennemføre vandreturen igennem Samariá-kløften, hvis man er i fornuftig form, bare bentøjet er i orden. Der er flere vandposter undervejs, mens forplejning skal arrangeres på forhånd. Bemærk også at turen stopper ved havet og byen Agia Rouméli, hvorfra I kun kan komme videre med båd.
Hvis Samariá kløftens 16 kilometer kan virke en smule skræmmende eller I ikke har en hel dag at bruge på en vidunderlig vandretur, så er Kreta heldigvis leveringsdygtig i to andre spektakulære kløftvandringer, Imbros kløften og Agia Irini kløften. Disse er begge cirka 7 kilometer lange, men oplevelserne i Imbros kløften er noget af det samme, som i Samariá, blot i en mere komprimeret version med endnu smallere passager indimellem, mens Agia Irini kløften er mere frodig og har mere skov og flere blomster.
Det er muligt at køre til og fra disse to alternativer, og i forlængelse af Imbros vandreturen kan I overveje at snuppe en velfortjent dukkert ved den nærliggende Frangokastello strand og få vasket støvet af.
De er ikke til at undgå, når I rejser til det vestlige Kreta, idet de danner en helt naturlig baggrund, hvad enten I befinder jer på Nord- eller Sydkysten. Lefka Ori, De Hvide Bjerge. Snedækkede tinder til det sene forår og solbeskinnede hvide kalkstenstoppe resten af året, navnet giver god mening.
Lefka Ori er et fascinerende ørkenlandskab med spredte, frodige og farverige plateauer, hvor der blandt andet dyrkes appelsiner og fårehyrder vogter får. Med 30 toppe over 2.000 meter, hvoraf Pachnes 2.453 m. er den højeste, og 50 kløfter, hvoraf vi har nævnt tre ovenfor, er det naturligvis et område, der indbyder til spændende vandreture med uforglemmelige udsigter til resten af øen og Middelhavet.
Men det er også et herligt sted at tage på eventyr med bil for at nyde de vilde omgivelser og for at besøge nogle af de hyggelige smålandsbyer, der ligget gemt rundt mellem tinderne. Her finder I ofte en lokal taverna, der kan byde på lokale specialiteter og en forfriskning i varmen.
På Kretas sydvestlige spids gemmer der sig en af de bedste strande i Europa, og dermed også en af de bedste strande på Kreta, hvis ikke den bedste. Elafonissi er måske mest kendt for det fine sands lyserøde skær, der skyldes knækkede muslingestykker i sandet, men selve beliggenheden er med det uendelige hav på den ene side og bjerge på den anden giver stedet en helt speciel naturoplevelse.
Vandet er krystalklart, og det bliver kun langsomt dybt, hvilket gør Elafonissi særdeles børnevenlig. Er der for mange mennesker på selve hoved stranden kan I ved lavvande gå længere ud i lagunen til halvøen Elafonissi og her finde små hyggelige strandafsnit, hvor I kan være jer selv, sådan da. Et stykke ude er der sågar et lille koralrev, hvor det er rigtig fint at snorkle blandt de farverige fisk og måske se en af de fredede skildpadder, der ligger æg på halvøen.
På Elafonissi stranden er der arrangeret liggestole og parasoller, men der er god plads til det medbragte håndklæde, hvis det passer jer bedre. Et par tavernaer serverer nogle af de traditionelle retter, men udbuddet er begrænset, så overvej selv at medbringe lidt forplejning.
På Kretas nordvestlige spids finder I konkurrenten til Elafonissi om at være Kretas bedste strand, Balos beach. Faktisk minder de to strande om hinanden og måske er Balos en anelse mere spektakulær, da den ligger i en større lagune, men det er små ubetydelige nuanceforskelle. Lagunen er med til at skabe de ideelle betingelser for, at hele familien kan nyde de eksotiske omgivelser. Vandet er lavt og varmt, så børnene kan boltre sig, og de omkringliggende rev og klipper giver gode muligheder for snorkling.
Det er muligt at besøge Balos med offentlig transport eller egen bil, men en populær kombination er at tage båden fra Kissamos til Balos med et stop på øen Agria Gramvousa, hvor der ligeledes er skønne strande og direkte udsigt til det azurblå hav. Selve sejlturen er en væsentlig del af hele oplevelsen, og I får virkelig en perfekt udsigt til de markante bjerge og klipper, der præger det vestlige Kreta. På Gramvousa kan I ligeledes besøge det historiske og velbevarede venetianske fort, kigger efter middelhavssæler og fredede havskildpadder eller blot nyde de spektakulære omgivelser.
Der er begrænsede muligheder for at købe mad ved Balos og Gramvousa, så husk at have forsyninger med til turen.
Som det tydeligt fremgår af ovennævnte, byder Kreta på mange forskelligartede naturoplevelser, således der både er noget for jer, der gerne vil kombinere naturoplevelserne med afslapning, samt de af jer, der ønsker en mere aktiv ferie. Niveauet og sværhedsgraden på turene bestemmer I selv.
Det er nemt at arrangere turene til de mange store naturoplevelser på Kreta, hvad enten I ønsker at klare jer selv med egen bil eller vælger at deltage i en færdigarrangeret tur. Så hold jer endelig ikke tilbage fra de mange uforglemmelige naturoplevelser, der helt sikkert kan være med til at rejsen til Kreta bliver endnu bedre.
Læs mere