Find din rejse
Voksne
- +
Børn
- +
Bali (1)
3
5
4
2
6

Bali - Praktisk info og gode råd

INDEN AFREJSE

Indrejse Bali - Pas og visum

Du kan få information om pas og visum til Bali på Udenrigsministeriets hjemmeside

Som rejsebureau udsender vi vigtig information om pas og visum i forbindelse med et tilbud på en rejse.

International Turistskat på Bali

Bali har ndført en International Turist Skat, som alle besøgende skal have betalt senest 24 timer før afrejsen mod Bali. Beløbet udgør 150.000 Indonesiske Rupees (IDR), hvilket svarer til ca. kr. 75 pr. person. Hent mere information og betal via ”Love Bali” hjemmesiden - https://lovebali.baliprov.go.id/ eller hent Love Bali Appen i App Store eller Playstore. I kan betale den Internationale Turist Skat begge steder.

Bali - Vacciner

Rejsebureauer må ikke rådgive om vaccinationer, hvorfor det er vigtigt at opsøge en rejsemedicinsk klinik eller egen læge for råd og vejledning.

Hos Statens Serum Institut finder du anbefalinger om vaccinationer til alverdens rejsemål - også for vacciner Bali.

Rejseforsikring

Vi anbefaler altid, at rejsende tegner en rejseforsikring, da hverken det gule eller det blå sygesikringsbevis dækker i Indonesien. Vi anbefaler Gouda rejseforsikring. 

Situationen i Bali

Vi opfordrer altid til, at I undersøger den nuværende situation i det land, I planlægger at rejse til. Dette gøres blandt andet på Udenrigsministeriets hjemmeside, som indeholder en fyldig Bali rejsevejledning gældende for danske rejsende.

CHECK-IN

Online check-in

Hos mange flyselskaber har I mulighed for at foretage et online check-­in via deres hjemmeside. Der er ikke en generel regel for, hvornår der åbnes op for denne service, men generelt kan sædereservation foretages fra 72 timer før og helt op til afrejse.

Fremmøde

På afrejsedagen anbefaler vi fremmøde minimum 2 timer før afgang. Da det kan variere hos de forskellige luftfartsselskaber og i de enkelte lufthavne, anbefaler vi, at I undersøger den anbefalede mødetid på lufthavnens hjemmeside:

Bagageregler

Generelt er det tilladt at medbringe 20 kg ind­checket bagage samt 7 kg håndbagage pr. rejsedeltager. Reglerne kan dog variere fra flyselskab til flyselskab, så vi
anbefaler, at I går ind og undersøger de aktuelle regler på de respektive luftfartselskabers hjemmeside.

Vi anbefaler desuden, at I tegner en bagageforsikring, da både luftfartsselskabets og vores ansvar er begrænset ved forsinket eller bortkommen bagage.

Håndbagage

Husk at eventuelle væsker i håndbagagen skal være pakket i en 1 liters plasticpose med lynlåslukning, inden I stiller jer i kø ved sikkerhedskontrollen. Hver beholder må max indeholde 100 ml pr. stk. (max 1 liter i alt). Posen skal fremvises for sikkerhedspersonalet. Medicin fremstillet som væske, gelé eller lignende flydende former er undtaget fra reglerne for væsker i håndbagage.

Det anbefales, at I allerede inden rejsen skaffer dokumentation for, hvilken medicin I medbringer i jeres bagage. Vi anbefaler, at vigtig medicin medbringes i håndbagagen.

PÅ FLYREJSEN

Tax Free

Vi gør opmærksom på, at toldfri varer i håndbagagen i form af væsker (parfume, kosmetik, cremer, spiritus m.m.) konfiskeres i forbindelse med flyskift i Europa.
Det er som regel muligt at handle toldfrie varer i forbindelse med den sidste mellemlanding og/eller om bord på flyet, inden I når slutdestinationen.

ANKOMST TIL BALI

Bali lufthavn

Balis internationale lufthavn hedder Ngurah Rai International Airport. Den har også koden DPS. Lufthavnen ligger nær byen Denpasar, som er hovedstaden på Bali. Ngurah Rai er en af de travleste lufthavne i Indonesien, der betjener mange internationale og indenlandske flyvninger hver dag.

Manglende bagage

Mangler I jeres bagage ved ankomsten, skal I kontakte luftfartsselskabet, inden I forlader lufthavnen. Det er vigtigt, at I får en kopi af den udfyldte PIR rapport til efterfølgende dokumentation. Kontakt desuden jeres forsikringsselskab for at søge om økonomisk kompensation.

Modtagelse

En repræsentant for vores agent i Bali står klar til at modtage jer ved ankomsten til Bali.

PÅ BALI

Bali tidszone - Tidsforskel

Balis tidszone er helt forskellig fra Danmarks. Bali er 7 timer foran Danmark (ved sommertid 6 timer).

Hvad er klokken på Bali?

Når klokken er 08.00 på Bali, er den 15.00 i København, når det er vintertid og 14.00, når det er sommertid.

Bali valuta

På Bali hedder valutaen indonesiske rupiah (IDR). Rupiah kan købes hjemmefra, og du kan sagtens medbringe både dollars og euro, som kan veksles i Bali Indonesien. Herudover kan du i de fleste byer hæve rupiah i ATM hæveautomater. Udover ATM hæveautomaterne kan du også hæve/veksle penge i banker og på vekselkontorer. De fleste større hoteller tilbyder også veksling af penge. Den aktuelle kursværdi for rupiah kan ses på Nationalbankens hjemmeside.

Kreditkort

Internationale kreditkort kan bruges mange steder på Bali. Dog vil I opleve, at mange mindre butikker og kiosker ikke tager imod kreditkort. Det samme gælder markedsboder og taxaer. Derfor bør I hæve nogle kontanter til småkøb undervejs. Benyt helst de hæveautomater, der findes i forbindelse med banker. Eller vær meget opmærksom på at dække jeres pinkode, hvis I benytter maskinerne på gaden. Der er en max grænse for, hvor mange kontanter der kan hæves pr. dag. Grænsen afhænger af korttype og jeres bank. I kan med fordel høre jeres bank inden afrejse.

Drikkevand

I bør ikke drikke vandet fra hanerne, men udelukkende købe vand på flaske. En kildevand koster ca. 3 kroner og kan købes overalt.

Elektricitet, mobiltelefoni og internet

Bali kører ligesom Danmark med 220V og stik/stikkontakter er (næsten) alle steder som vores – der kan dog være enkelte undtagelser, hvorfor det kan være fornuftigt at medbringe en adapter. Vær forberedt på, at der nogle steder er dårlig dækning på mobiltelefonen – i særdeleshed uden for storbyerne. Et godt råd er at sende dig selv en e­-mail med vigtige oplysninger, som dit pasnummer, kørekort, telefonnummer til spærring af dit kort, afgangstidspunkter på flybilletter. Således kan du hurtigt skaffe dig adgang til disse oplysninger, hvis du skulle være så uheldig at blive udsat for tyveri.

Drikkepenge

På Bali lægger man næsten altid drikkepenge og især på restauranter og barer, til hotelpersonalet, til de lokale guider osv. Nogle restauranter, barer og caféer lægger dog selv 15 procent på regningen i service charge, så tjek lige regningen inden du betaler.

Klima og vejr på Bali

Sammenlignet med Danmark er vejret på Bali varmt og med høj luftfugtighed. Vejret varierer alt efter, hvor på øen I befinder jer. Dvs. at der kan være markante udsving afhængig af, om I befinder jer ved stranden eller i højlandet. Generelt er den tørreste tid på Bali fra maj til oktober. Der skelnes mellem tør-­ & regntid på Bali – året rundt vil dagstemperaturerne ligge på mellem 24 og 31 grader.

Lokal transport

De fleste hoteller har aftaler med taxiselskaber, der kører efter taxameter. Du kan også leje en bil med chauffør i en hel dag for ca. kr. 340.

Færge fra Bali til Gili

Færgetjenesten mellem Bali og Gili-øerne (Gili Trawangan, Gili Air, og Gili Meno) er en populær rejserute for Check Point Travels gæster.

Afgangshavne i Bali: Færger til Gili-øerne afgår typisk fra flere havne i Bali, herunder:

Padang Bai: Den mest populære afgangshavn med flest afgange.
Serangan
Amed: Tættere på Gili, så overfarten herfra er ofte kortere.

Din afgangshavn fremgår af dit tilbud/ordrebekræftelse.

Rejsetid: Afhængig af havnen og vejret kan overfarten tage mellem 1,5 til 2,5 timer. Fra Amed kan det dog kun tage omkring en time.

I visse tilfælde foregår transporten med speedbåd og er derfor hurtigere.

Prisen for færge fra Bali til Gili er inkluderet i rejsens pris, når du rejser med Check Point Travel. 

Udflugter

Der er mange spændende udflugtsmuligheder på Bali. Se venligst et udvalg af ture og udflugter på Bali her.

Vær opmærksom på

Balis religion er hinduistisk, og der er ting som gæster bør respektere. Rør for eksempel aldrig ved en hindus hoved. Det opfattes som fornærmende. Besøgende i templer skal være tækkeligt klædt på, og det kræves at man bærer sarong og har skuldrene dækket. Ofte kan man leje saronger ved templet. Saronger kan købes overalt på øen til næsten ingen penge. Bortset fra dette er der ingen bestemt dresscode på Bali, her er afslappet, også på finere restauranter.

På Silent Day, der er det balinesiske nytår, må du ikke forlade dit hotel. Mellem kl. 06:00 om morgenen til kl. 06:00 næste morgen, skal der være stille og mørkt, hvilket indebærer, at det heller ikke er tilladt at bruge elektricitet. Lufthavnen er også lukket hele dagen, hvilket betyder, at der i 24 timer ikke ankommer eller afgår fly til og fra Bali. Den nøjagtige dato for Nyepi Day skifter hvert år. I 2023 er datoen 22. marts, hvor i 2024 er det 11. marts.

Jeres hotel kan orientere jer om, hvad I kan opleve disse dage og hvordan I skal forholde jer denne specielle dag.

HJÆLP PÅ REJSEN TIL BALI

Hvis der mod forventning skulle opstå problemer med rejsen, så kontakt i første omgang vores lokale rejsearrangør Asian Trails, der vil gøre sit bedste for at hjælpe jer. Ellers er I naturligvis også velkomne til at kontakte os i åbningstiden. I kan skrive til os på kundeservice@cpt.dk eller ringe til os på +45 86137744. Check Point Travel har åbent mandag til fredag fra kl. 09.00 til kl. 16:30. 

NB: I særlige nødstilfælde eller ved uoverensstemmelser mellem rejsens indhold og det I faktisk oplever, er der naturligvis mulighed for at kontakte os på vores nødtelefon, der er åben hele døgnet på­ nødtelefonnummer +45 69133111.

HJEMREJSE FRA BALI

Check-in

I forhold til hjemrejsen er det en god idé, at I ankommer til lufthavnen i god tid inden afrejsetidspunktet – gerne 2,5 time før. Vi anbefaler, at I tjekker den aktuelle rejseplan på www.checkmytrip.com.

shutterstock_316997570  rice fields in the jungle and the mountain near Ubud in Bali.jpg
shutterstock_390855292 Beautiful rice terraces in the morning light near Tegallalang village, Ubud, Bali, Indonesia..jpg
Fandt du ikke, hvad du ledte efter?
Så ring endelig på +45 86 13 77 44 eller send en forespørgsel til os