★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
Ubud, Bali
Afstand strand
- meter
Afstand by
15 min.
Fitness
-
Pool/Børnepool
Ja / Nej
Restauranter
1
Wifi
Ja
Spa
Ja
Balkon/terr.
Ja
Lufthavn
-
På en skråning over Pakerisan floden, lidt udenfor Ubud, omgivet af tæt, frodiggrøn jungle, høje palmer og de klassiske balinesiske ris-terrasser ligger det fantastiske Ubud Valley Boutique Resort. Et såkaldt retreat resort, hvor natur, arkitektur, etniske traditioner og fremragende service samles i en højere enhed og skaber en hel unik atmosfære.
Dette resort er absolut en af vores favoritter i Ubud. Den helt særlige stemning mærker I allerede i receptionen ved check-in og den forstærkes på den korte gåtur gennem haven til jeres villa. Beliggenheden, roen, atmosfæren, kvaliteten - det hele medvirker til at man slapper helt af - hvorfor ønsket om at skabe et retreat resort giver rigtig god mening.
Ubud Valley Boutique Resorts 10 villaer er bygget i den traditionelle javanesiske Joglo stil, hvis karakteristiske høje tag tidligere var kendetegnet for det javanesisk aristokrati. Og det er nemt at få royale fornemmelser i de rummelige villaer omgivet det smukkeste natur, Ubud kan byde på. Men ikke kun villaerne er med respekt for traditionerne, noget der var meget vigtigt for resortets grundlægger, også hotellets restaurant og reception er med smukke træudskæringer, balinesiske møbler og kulturgenstande.
Sådan bor I: I forbindelse med jeres ophold på Ubud Valley Boutique Resort vil I som udgangspunkt blive indkvarteret i en af de skønne Deluxe 1 Bedroom Villas. Villaerne er opført i den traditionelle Joglo stil, og har alle en herlig terrasse, hvor I kan sidde i skyggen med en kop friskbrygget kaffe og nyde den fantastiske udsigt til haven. De rummelige villaer er udsmykket med traditionelle træudskæringer og en masse autentiske detaljer, der er med til at gøre oplevelsen til noget helt særligt.
Fra opholdsrummet er der adgang til et dejligt stort badeværelse med badekar og bruseniche samt velduftende badeartikler, badekåbe mm.
I Pakerisan Restaurant, opkaldt efter floden i bunden af dalen, har I mulighed for at tage en gastronomisk rejse igennem en herlig variation af lokale balinesiske, indonesiske såvel som internationale specialiteter. Restaurantens åbne sider tilbyder samtidig en spektakulær udsigt til den grønne jungle, farverige blomster og de omkringliggende rismarker. Retterne er primært baseret på lokale, økologiske råvarer.
I haven, få skridt fra jeres villa, ligger resortets infinity pool med direkte udsigt til dalens jungleklædte sider og de velkendte rismarker. Her finder I solsenge og badehåndklæder, og skulle I blive tørstige er det imødekommende personale klar til at hjælpe. Poolen er det perfekte sted at slappe af efter en dag med udflugter, vandreture, cykelture eller shopping, men kan naturligvis også være det helt rigtige sted at nyde en fridag i stemningsfulde omgivelser.
Velvære og mindfuldness er vigtige ingredienser i Balinesernes liv, og som gæst på Ubud Valley Boutique Resort tilbydes I hver morgen at deltage i en yoga session, der er med til at give en god start på dagen. Bliver I grebet af den særlige atmosfære og ønsker I at tage selvforkælelsen til endnu større højder, tilbyder Ubud Valley Boutique Resorts egen spa, Candra Spa, en række behandlinger og massager, der tager udgangspunkt i lokale balinesiske teknikker og traditioner.
Området omkring Ubud er et overflødighedshorn af spændende oplevelser, og for de aktive er der rigeligt at tage fat på. Hvad enten det er vandreture rundt på stierne mellem rismarkerne, rafting på floden eller vulkanture, er der noget for alle aldersgrupper og ambitionsniveauer. Alle gæster har ligeledes fri adgang til cykler, så har I interesse i at se nærmere på nærområdet, kan I cykle til små traditionelle landsbyer, se på de fantastiske ris-terrasser eller kigge indenfor i en af de lokale restauranter.
Ubud Valley Boutique Resort tilbyder gratis shuttle service til Udud centrum, der gemmer på spændende shoppingmuligheder i små hyggelige butikker, rigtig gode restauranter og hyggelige kaffebarer, aktive templer samt et udvalg af kulturelle tilbud, koncerter, skyggespil osv.