Cayo Santa Marias bedste hotel på Cuba suverænt bedste strand
På Melia Cayo Santa Maria har I adgang til en af de smukkeste strande på Cuba. Det 4-stjernede all inclusive resort ligger på den lille ø Cayo Santa Maria, der er en af de sidste i den perlerække af øer, som er forbundet med det cubanske fastland gennem en spektakulær vejstrækning. Fra Havana tager det et sted mellem 5 og 6 timer at køre til Cayo Santa Maria. Men den køretur er glemt, så snart I ser stranden. I Check Point Travel er der bred enighed om, at denne strand må være en af de absolut smukkeste på Cuba. Sandet er kridhvidt og blødt som mel, og havet er nærmest glasklart og changerer fra klar lyseblå til dyb mørkeblå. Når man er færdig med at måbe, så finder de fleste telefonen frem for at tage billeder. For det her er værd at skrive hjem om.
Stranden vender vi tilbage til. For I skal naturligvis også have lidt at vide om hotellet. Melia Cayo Santa Maria er et lækkert 4-stjernet resort. Vi er med på, at de cubanske turistmyndigheder tildeler hotellet 5 stjerner. Men vurderet i et internationalt perspektiv mener vi, at Melia Cayo Santa Maria reelt er et godt 4-stjernet resort. Og det er et rigtig godt valg for både familier og par.
Hotellet er opført i spansk-caribisk stil og består af pastelfarvede bungalows med brede tage, der giver skygge til balkoner og terrasser. De lave bungalows ligger spredt ud over hotelområdet mellem gangstier, der bugter sig gennem haven med palmer og tropiske planter. Stierne giver jer let adgang til det hele. Et fantastisk poolområde med hele to flotte pools, poolbar og en udendørs snackbar med lette frokostretter. Hotellet har hele 4 barer og 6 restauranter, I kan vælge imellem. I buffetrestauranten serveres der morgenmad, frokost og aftensmad. Og der er et bredt udvalg af retter og noget for enhver smag. Derudover har hotellet 5 a la carte restauranter med forskellige temaer fra japansk over tex-mex til mad fra middelhavsområdet. Vores frokostfavorit er El Almirante, der ligger på stien ned til stranden. Her tryller kokkene ved den store grill, og I kan nyde maden i den åbne restaurant med udsigt til klitterne og havet.
Hotellet har en spa, hvor I kan forkæle jer selv med en gang massage. Der er fitnesscenter og tennisbaner for de aktive, og en hyggelig børneklub med aktiviteter i løbet af dagen. Hotellets personale arrangerer desuden en række aktiviteter i løbet af dagen, som man kan deltage i, hvis man har lyst. Om aftenen er der ofte underholdning fra flotte shows til stemningsfuld cubansk folkemusik. Ved hotellets udflugtsskranke kan I desuden tilmelde jer udflugter, sejlture, snorkelture eller måske et dykkerkursus. På stranden er der mulighed for at prøve sejlads med katamaran eller windsurfing. Hvis man hellere selv vil styre tempoet og have lidt motion ved samme lejlighed, så er der også vandcykler.