Oplevelser i Bangkok
★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
I Bangkok i Thailand venter et hav af spændende steder på at blive udforsket. Der er så mange ting at se og opleve, at det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Derfor har vi her lavet en liste over fem fantastisk oplevelser i Bangkok, som vi hos Check Point Travel er særligt begejstrede for.
Det gamle kongepalads Grand Palace er med sine smukke templer, gyldne pagoder og imponerende detaljerigdom en af de helt store oplevelser i Bangkok. Hertil valfarter buddhistiske pilgrimme fra hele Thailand for at vise respekt for Smaragdbuddhaen. En 66 cm høj buddhastatue af jade, der troner højt oppe på et alter i Thailands mest berømte helligdom, Wat Phra Kaeo. Den lille figur tillægges overnaturlige kræfter og har været direkte årsag til krige med Laos. Bemærk, at respektfuld påklædning er påkrævet i kongepaladset og i de thailandske templer. Det vil sige ingen bare knæ og skuldre.
Besøg Bangkoks ældste og mest stemningsfulde tempel, Wat Pho. Her finder I den berømte liggende Buddha. I denne fredfyldte oase finder I den berømte liggende Buddha. Med en længde på 46 m og en højde på 15 m, er den mægtige statue et imponerende syn. Men templet har meget mere at byde på. Er I ved at være en smule trætte efter at have udforsket de mange tempelbygninger, kunne I overveje en omgang traditionel tempelmassage. Massørerne er uddannede på templet, hvor teknikken er forfinet gennem århundreder.
Stå tidligt op og tag en tur ned på blomstermarkedet kaldet Pak Khlong Talat nær Memorial Bridge. I de tidlige morgentimer summer markedet af liv, når der fra hundredvis af boder sælges eksotiske blomster i alle regnbuens farver. Morgenmaden kan I også indtage på markedet sammen med de lokale. For her på markedet serveres en af hovedstadens bedste nudelsupper. Snyd ikke jer selv for lignende udsøgte mad-oplevelser i Bangkok.
Tag med flodbåd til stoppestedet Ratchawong. Snart befinder I jer i Bangkoks Chinatown, hvis eventyrlige labyrint af snørklede gader kantes af bittesmå købmandsbutikker proppet med varer fra gulv til loft, glitrende guldsmedeforretninger, værksteder med snedkere og skræddere, travle gadekøkkener og kinesiske templer med svungne tage. Og pludselig er der en åben markedsplads med boder med alt fra kinesisk medicin og magiske amuletter til nudelsuppe og kogte krabber. I den sydøstlige ende af Chinatown ligger Wat Traimit, måske bedre kendt som Guldbuddhaens Tempel. Her kan I stå ansigt til ansigt med en af de mest kostbare buddhafigurer i verden. Den blev opdaget ved et tilfælde under en flytning fra et af ØK’s pakhuse. Den er tre meter høj, vejer 5.500 kg og er gjort af det pureste guld.
Hyr en piskerisbåd og tag på opdagelse i den gamle bydel Thonburi på den anden side af floden. Akkurat som Venedig var det meste af Bangkok engang gennemskåret på kryds og tværs af store og små kanaler, kaldet klonger. I dag er en stor del af disse vandveje desværre fyldt op med jord og asfalteret. Men i Thonburi er de gamle vandveje bevaret, og en sejltur gennem Thonburi er en stor oplevelse. Så sæt jer til rette i longtailbåden og find kameraet frem. Husene i dette område står på pæle, og små trapper leder ned til vandet, hvor folk er i færd med at vaske hår, skylle tøj og rense fisk. Ude på verandaen sidder små børn med deres bedstemødre, mens mænd og kvinder i arbejdstøj og jakkesæt står på de smalle bådebroer og venter på, at flodbåden skal komme forbi. Således er der hele tiden noget at kigge på, mens bådsmanden tager jer dybere og dybere ind i labyrinten af vandveje.
Ønsker I at besøge Bangkok på en af vores rejser til Thailand, så kan I sende os en forespørgsel og få et uforpligtende tilbud.
15
dageFra kr. 13.000
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn15
dageGOD TIL SOMMER
Fra kr. 15.550
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn