★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
1
Orlando
3 nætter:
Oplev magien i de berømte forlystelsesparker
2
Madeira Beach
3 nætter:
Lækker bred strand med hvidt, blødt pulversand
3
Everglades
1 nat:
Fantastiske Naturoplevelser
4
Key West
2 nætter:
Caribisk stemning og hyggelige træhuse på den sydlige spids af USA
5
Miami
2 nætter:
Shopping og strandliv i denne multikulturelle storby
Florida har det hele. Fra forlystelsesparker i absolut verdensklasse til de bedste strande i USA. Klimaet er fantastisk, og The Sunshine State, som Florida kaldes, har i snit 230 solskinsdage om året. Men det stopper ikke her, for Florida byder også på billig mærkevareshopping, et enormt udvalg af restauranter og et overraskende rigt dyreliv. Der er desuden en ganske særlig afslappet stemning i Florida, hvor folk altid synes at have tid til en hyggesnak, selv med folk de slet ikke kender. I Florida er der aldrig langt til den næste store oplevelse, og på denne rejse får I det bedste af Florida.
Denne rejse indledes med tre dage i Orlando. Her har I mulighed for at opleve en række af verdens mest spektakulære forlystelsesparker som Disney’s Magic Kingdom, Universal Studios og Epcot. Og hvis I tænker, at det kun er for børn og barnlige sjæle, så venter der jer en vild overraskelse. Det har en WOW-effekt, som kun amerikanerne kan skabe.
Fra Orlando går turen til Madeira Beach på Floridas vestkyst. Her ligger en række af de bedste strande i USA. Hvide sandstrande og kystbyer med feriestemning og hyggelige restauranter langs med strandpromenaderne.
Efter nogle afslappende dage på stranden følger en naturoplevelse i særklasse i Everglades National Park. Everglades City. Det enorme vådområde udforskes i en traditionel airboat på en vandsafari for at udforske områdets fugle, krokodiller, alligatorer, oddere, skildpadder og vaskebjørne.
Videre sydpå til øgruppen Florida Keys. Her er stemningen næsten caribisk, og øerne ligger som perler på en snor. I skal til det stemningsfulde Key West, hvor I kan opleve den charmerende by ved at leje cykler og udforske de hyggelige gader. Fra Key West er der også mulighed for at tage på spændende snorkelture ved koralrevene ud for Key Largo.
Rejsen rundes af med tre overnatninger på et dejligt hotel i Miami South Beach, der er kendt for stranden med de farvestrålende livredderhuse, de smukke artdeco-bygninger og kystvejen Ocean Drive.
I rejser fra Danmark med kurs mod Orlando i Florida, og da I flyver mod uret, ankommer I samme dag. Bilen henter I ved udlejningsstationen i lufthavnen. Herfra går turen til hotellet, der ligger i hjertet af Orlando med de store forlystelsesparker, shopping områder, restauranter og seværdigheder inden for kort køreafstand.
Måske frister en dukkert i hotellets pool ovenpå flyrejsen. Så på med shorts og T-shirt for nu er I ankommet til solskinsstaten Florida.
Orlando er et sandt overflødighedshorn af oplevelser. Faktisk er der så meget at vælge imellem, at det er en god idé at planlægge dagene hjemmefra. Og hvis I er flere, der rejser sammen, så er der sikkert også forskellige ønsker og interesser, der skal tages hensyn til.
For mange af vores rejsende rangerer et besøg i en eller flere af de verdensberømte forlystelsesparker højt på ønskelisten. Og det er ikke kun for børnefamilier, det gælder. Også par har hørt om forlystelsesparkernes magi og ønsker at opleve det. Lad os sige det med det samme: Det er en vild og overraskende oplevelse. Ingen kan lave forlystelsesparker som amerikanerne, der bare går all-in. Det er verdensklasse! Det er STORT! Det er sjovt! Og det har en WOW-effekt!
Hvilken park skal man så vælge? Det er et godt spørgsmål. I når næppe flere end to, hvis I også skal have tid til lidt shopping og andre oplevelser i Orlando. Derfor er det en god idé at se nærmere på udvalget hjemmefra, beslutte jer i god tid og købe billetter på forhånd.
Hvis I mangler lidt inspiration, har vi skrevet en artikel om et udvalg af de forlystelsesparker, der findes i Orlando-området.
Foruden de verdensberømte forlystelsesparker tilbyder Orlando-området nogle af de bedste shoppingmuligheder i USA. Her finder I en række interessante outlets med kendte mærkevarer samt imponerende malls med et stort udvalg af forskellige butikker. I kort køreafstand fra jeres hotel ligger eksempelvis Orlando International Premium Outlets og The Mall at Millenia.
Desuden er Orlando kendt som USA's førende madby, så husk at afsætte tid til at gå på gastronomiske eventyr blandt byens hyggelige og spændende restauranter. Du kan læse om nogle af de fantastiske spisesteder i Orlando her.
Det er tid til at sætte sig til rette i bilen, for nu begynder rundrejsen i Florida for alvor. Fra Orlando sætter I kurs mod golfkystens hvide sandstrande og den stemningsfulde badeby Madeira Beach. Køreturen tager kun cirka 2 timer, så er I fremme. I indlogeres for tre nætter på det 3-stjernede Barefoot Beach Club, der ligger i klitterne lige ud til en af de bedste strande i Florida. Sandet er hvidt og fint som pulver, og havet er klart, blot og indbydende, så måske frister en velkomstdukkert.
Fra hotellet har I kun en kort gåtur til det hyggelige havnemiljø i Johns Pass med træmoler, fiskerbåde og skæve træhuse i alskens farver. Her finder I restauranter, cafeer, små butikker og lokale rejsebureauer, der arrangerer sejlture, delfinture, fisketure og meget andet.
Rejsen fortsætter sydpå mod tropeøen Key West, men før I når så langt, har vi planlagt et spændende stop i det enorme vådområde, Everglades National Park. I møder "Det gamle Florida" i byen Everglades City, der tidligere fungerede som en vigtig handelsstation, men hvor hovedfokus i dag er ture i Everglades National Park.
Her skaber de oversvømmede landskaber ideelle betingelser for en lang række dyr og fugle. Søkøer græsser i det lave vand, vadefugle spankulerer rundt på udkig efter mad, og med lidt held kan I få øje på alligatorer, der soler sig langs bredderne.
I kan udforske Everglades på flere måder, men den bedste oplevelse fås på en guidet tur med de såkaldte airboats (luftpudebåde). Disse fladbundede både gør det muligt at suse gennem de lavvandede kanaler, og guiderne er fantastiske til at få øje på dyrelivet, der skjuler sig i græsset. Hvis tempoet skal være lidt langsommere, er der også mulighed for at udforske området i kajak eller kano på egen hånd eller med en lokal guide.
Fra Everglades City fortsætter I turen ned igennem Everglades indtil I længere mod syd møder en række småøer der strækker sig ud i Det Caribiske Hav, som perler på en snor. Broer forbinder øerne, og det er en meget flot køretur, der tager jer helt ud til den sydligste ø, Key West. Her finder I USA's sydligste by, der har en storslået beliggenhed ud til Det Caribiske Hav. Vel fremme indlogeres I på jeres hotel for de kommende to nætter.
Den afslappede caribiske stemning fornægter sig ikke, og sammen med brisen fra havet og det tropiske klima giver den Key West en helt særlig atmosfære. Det er ualmindeligt let at forelske sig hovedkulds i den lille by. Det syntes den berømte forfatter Ernest Hemingway også, så han valgte at bo her fra 1931 til 1940. I dag er hans hus åbent for besøgende.
For de eventyrlystne er en snorkeltur på koralrevene ud for Key Largo et must. Det krystalklare vand og det rige marine liv gør det til en uforglemmelig oplevelse.
Key West byder også på et glimrende akvarium samt masser af gadeliv og hyggelige restauranter. En fantastisk måde at udforske byens små gader på er ved at leje cykler. Hvis det lyder lidt for aktivt, så indbyder strandene omkring byen til afslapning og en dukkert i det klare lune vand ved Calusa Beach.
Aftenen kan rundes af med en lækker middag, hvor friskfanget fisk fra Marathon Key pryder menuen. Key West byder på en unik kombination af naturskønhed, kultur og afslapning, der gør det til et sted, man aldrig vil glemme.
Fra Key West går turen tilbage over broerne mod Miami. Undervejs kan det være en god idé at gøre et stop på Key Largo for at udforske den fascinerende undervandsverden i John Pennekamp Coral Reef State Park, som ligger ud for kysten. Disse koralrev udgør en del af et stort, komplekst økosystem, der strækker sig 320 km fra Miami til Dry Tortugas. På revet kan man observere mere end 500 forskellige fiskearter, samt koraler, søanemoner, svampe og milliarder af små havdyr kaldet polypper. Efter denne oplevelse fortsætter I det sidste stykke mod Miami.
For mange er Miami indbegrebet af feriestemning og afslapning langs Floridas tropiske strande. Strande er der naturligvis masser af, men denne eksotiske storby har meget mere at byde på. Ved ankomsten afleverer I bilen, hvorefter resten af dagen er fri til at nyde stemningen.
Brug dagen på at slappe af langs de berømte sandstrande, der strækker sig så langt øjet rækker. Eller udforsk det travle gadeliv langs stranden og mellem byens skov af skyskrabere. Her ligger mange eksotiske restauranter, der drives af folk fra hele verden. Få f.eks. en snert af Cuba i bydelen Little Havanna eller nyd hjemmelavede italienske specialiteter i en lokal italiensk restaurant.
Byens vartegn er de berømte art déco-bygninger ved Ocean Drive. De pastelfarvede bygninger er som taget ud af en tegneserie, men de var den ypperste mode inden for arkitektur, da de blev opført i 1930'erne. Trænger kreditkortet til at blive luftet, er der også rig mulighed for det. Området South Beach er fyldt med caféer og små specialbutikker, og det er generelt et rigtig hyggeligt område at udforske til fods. Men byen har naturligvis også adskillige enorme shoppingcentre med alt, hvad hjertet begærer – endda til rigtig gode priser.
Når tid er, tager I en taxa til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder. Efter et flyskifte ankommer I til Danmark næste dag.
Det bedste af Florida
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn
Afrejse: København d. 22. mar. 2025
Bestil et uforpligtende tilbud og vi vender tilbage til dig hurtigst muligt. Børn fra 12 år anses som voksne.