★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
Hawaii - Det ultimative øhop
Oplev det eventyrlige og kontrastfulde Hawaii på dette ultimative ø-hop mellem Maui, Oahu, Kauai og Big Island. De fire øer er vidt forskellige, og sammen repræsenterer de et sandt overflødighedshorn af uforglemmelige naturoplevelser og et indblik i en dynamisk stillehavskultur med stærke polynesiske rødder. Læg dertil de palmeklædte tropestrande, rige koralrev samt et vidunderligt klima, og det er let at forstå, hvorfor denne øgruppe regnes for at være blandt verdens smukkeste.
Fra Danmark sættes kursen vestpå mod øen Big Island, som I ankommer til samme dag pga. tidsforskellen. Her henter I jeres bil i lufthavnen og kører til Royal Kona Resort, hvor I kan hvile ud ovenpå rejsen.
Big Island er betydeligt større end de øvrige øer. Det samme gælder for landskaberne, der spænder fra smukke kyststrækninger og frodige vulkanskråninger til sneklædte bjergtoppe og rå lavamarker, hvor strømme af rødglødende lava konstant former landskaberne til ukendelighed.
I kan naturligvis også vælge bare at slappe af på de vidunderlige tropestrande, hvoraf flere er farvet sorte af den vulkanske aktivitet.
Den vulkanske aktivitet i undergrunden er ualmindelig tydelig på Big Island, og det er en stor oplevelse at opleve de mægtige vulkaner, Mauna Loa og Mauna Kea, hvis voldsomme udbrud stadig den dag i dag udvider øen. Det er ikke muligt at køre til toppen af Mauna Loa, der er verdens største vulkan. Men fra Mauna Loa Weather Observatory har I en storslået udsigt over toppen, der er dækket af sne om vinteren.
I dag kan I vælge at køre sydpå til Hawaii Volcanoes National Park, hvor I kan opleve Kilauea-vulkanen. Ingen andre steder på Hawaii er naturens ekstreme kræfter tydeligere end ved Kilauea-vulkanen på sydkysten af Big Island. Dette er verdens mest aktive vulkan, og den har stort set været i udbrud konstant siden 1983. Her kan I vandre gennem udslukte vulkankratere og over golde lavasletter med rygende svovlsamlinger, sorte lavasten og dampende vandhuller.
Læs mere om det Volcanoes National Park.
Vel fremme ved hotellet kan I bruge resten af dagen på at slappe af langs stranden.
Der er rig mulighed for afslapning på de skønne strande langs Kona-kysten. Er I interesserede i at snorkle, er det værd at køre til Kahalu'u og Ka'awaloa Cove. Det er også muligt at tage på en halvdags snorkletur med båd til koralrev, der ellers er svære at få adgang til. På sejlturen er det værd at holde udkig efter delfiner og hvaler i vinterhalvåret. Lokale bådsmænd arrangerer endda snorkleture til områder, hvor kæmperokker som regel holder til.
Dagen kunne stå på afslapning lang Kona-kysten, eller I kunne også vælge at fokusere lidt på ø-gruppens historie og kultur med et besøg i Kailua village og Pu’uhonua O Honaunau National Historical Park. Sidstnævnte var et helligt sted, hvor forbrydere og slagne soldater kunne finde fristed fra forfølgelse. Overlevede de flugten til Pu’uhonuaen, kunne de efterfølgende vende tilbage til deres landsbyer som frie mænd. I gåafstand fra det historiske område ligger det glimrende snorklested Two Step. Så en kombination af kultur og afslapning er åbenlys.
Nyd den sidste morgen på Big Island, inden I kører til lufthavnen, hvor flyet mod Maui står klar. Allerede ved indflyvningen til øen, oplever I et af de naturfænomener, der kendetegner Hawaii-øgruppen, når vulkanen Haleakalas 3.000 meter høje tinde viser sig i horisonten.
Maui er anderledes end Big Island. Men også denne ø byder på storslåede landskaber og superbe kystlandskaber med strande, der er blandt de bedste i ø-gruppen. Tag en dukkert under et vandfald i junglen eller udforsk månelandskaberne i Haleakala National Park. Kør ad de spektakulære kystveje, kom tæt på havets kæmper i vinterhalvåret, eller forkæl jer selv med en gourmetmiddag på øens utallige berømte restauranter.
Et godt sted at starte udforskningen af Maui kunne være Ka'anapali-området på øens vestkyst. Dette var tidligere det foretrukne feriested for Hawaiis royale familie, og stranden her også blevet kåret som USA's bedste strand. Selvom dette naturligvis er en subjektiv vurdering, er det let at forstå hvorfor. Bliver tiden på stranden for lang, kan I teste evnerne på to af verdens bedste golfbaner, eller I kan tage på hvalsafari på udkig efter de migrerende pukkelhvaler fra december til april.
Fra hotellet er det blot en kort tur til et af Mauis frodigste områder, Iao Valley State Park. Området var tidligere forbeholdt den royale familie. Men det er nu åbent for alle, der ønsker at vandre igennem de frodige skovområder. Særlig smuk er området på en klar dag, hvor den frodige vegetation står i skærende kontrast til den høje blå, tropehimmel. Kombiner evt. besøget i parken med en tur til nogle af øens andre glimrende strandområder. Men husk snorkeludstyret. For under havoverfladen gemmer sig en ligeså fascinerende del af Hawaii som over havet.
Målet for en god, lang dagsudflugt kunne være Mauis uspolerede østkyst og byen Hana. Det er ikke nogen helt almindelig køretur! Den legendariske vej mellem byerne Kahului og Hana klamrer sig til klippekysten gennem 600 kurver og over 54 broer. Undervejs passerer I gennem tæt regnskov, forbi adskillige vandfald og langs den dramatiske kyststrækning, hvor klipperne rejser sig direkte op af Stillehavets bølger. Denne vejstrækning er for nogle hele turen til Maui værd. Har I mod på mere, kan I eventuelt vælge at fortsætte til den sorte sandstrand i Waianpanapa State Park eller nyde en forfriskende dukkert ved Kaihalulus isolerede røde sandstrand.
Dagen kunne endnu engang stå i naturens tegn, og her er det svært at komme uden om Haleakala National Park, der dækker hele det centrale Maui. Start meget tidligt fra hotellet – gerne før daggry – og kør op igennem skyerne til Haleakala Visitor Center, der ligger på toppen af øens højeste vulkan. Dette er uden tvivl det mest spektakulære sted på Maui at nyde solopgangen.
I dag flyver I fra Maui til Kauai. Kauai er en af de frodigste, grønneste og smukkeste af alle Hawaii-øerne. Øen er ikke ret stor, men alligevel byder Kauai på en rig variation af natur. Væk fra havet er Kauai domineret af jungleklædte bjerge, brusende vandfald, dybe kløfter og grønklædte dale, hvor lokale bønder dyrker eksotiske afgrøder såsom sukker, kaffe og taro. Langs kysten derimod venter utallige uberørte strande på at blive udforsket, og skulle tiden under palmerne blive for lang, kan I kaste jer i det varme vand og snorkle gennem farvestrålende koralhaver.
Kauai er den mest selvstændige ø i Hawaii-øgruppen, og fokus er her mere på at bevare de naturskabte vidundere og føre en rolig tilværelse end på at fremme masseturismen. Derfor ser øen færre besøgende end de mere berømte øer længere mod syd.
En god introduktion til øens natur kunne være en tur til nordkysten, hvor Hanalei-bugten har flere gode strande. Eller snør vandreskoene og begiv jer ud på den fabelagtige vandretur langs Na'Pali-kysten fra Ke'e-stranden til Hanakapi'ai-stranden. Her rejser klipperne sig direkte op af havet som grønklædte mure, og stien snor sig helt ude på kanten af klipperne højt over havet.
Hvis I tog turen langs nordkysten i går, er det måske en god idé at bruge dagen på at slappe af. Øen har flere gode strande at vælge imellem. Men et godt bud kunne være strandene i Polihale State Park, der ved flere lejligheder er blevet kåret til at være blandt USA's bedste. Vær dog opmærksom på, at turen ned til stranden går ad en ujævn jordvej, som kan være svær fremkommelig.
I kan også leje havkajak eller tage bilen og besøg et par af de små byer langs kysten. I har dog ikke havet for jer selv. Fra december til april har I selskab af flere tusinde pukkelhvaler, der kommer til Hawaii for at kælve i det varme, rolige vand.
Ingen rejse til Kauai er fuldendt uden et besøg i Waimea Canyon State Park. Denne naturskabte dal er en af de mest dramatiske, overraskende og imponerende naturoplevelser på Kauai og hele Hawaii. Dalen er ca. 20 kilometer lang og op imod 850 meter dyb. Ud fra hoveddalen fører adskillige dybe sidedale, der er blevet formet af floders løb gennem årtusinder. Waimea-dalen høres ofte beskrevet som ’Stillehavets Grand Canyon’, om end det røde ler og den frodige beplantning giver kløften et betydeligt mere tropisk præg end den virkelige Grand Canyon.
Det er let at besøge Waimea-dalen, da der går en vej tværs gennem parken med flere gode udsigtspunkter undervejs. Fra det sidste stop, Kalalau Lookout, er det muligt at kigge ned igennem den frodige Kalalau-dal, der afgrænses af lodrette, grønklædte klippesider med sprudlende vandfald.
Det er tid at vende blikket mod den næste ø; Oahu. Bilen afleveres i Kauais lufthavn, inden I flyver det korte stykke til Honolulu. Her indlogeres I på Ohana Waikiki East. Fra hotellet er der kun 10 minutters gang til den verdensberømte Waikiki Beach, der er ideel til en forfriskende dukkert i Stillehavets indbydende vand. Inden for gåafstand er også en lang række hyggelige caféer og gode restauranter, der afspejler det multietniske kludetæppe, der binder Honolulu sammen. Efter nogle afslappende timer på stranden er det måske tid til at se nærmere på byen.
Efter en afslappende dag på stranden er det måske blevet tid til at se nærmere på nogle af Hawaiis historiske seværdigheder. Deriblandt Pearl Harbor, Arizona Memorial og Bishop Museum. Sidstnævnte kulturhistoriske museum skifter løbende udstillinger, men museet huser også en række permanente udstillinger med fokus på Hawaiis og andre polynesiske samfunds historier. Blandt museets skatte er en imponerende samling kulturgenstande, der går tusinde år tilbage.
Tilbage i Honolulu kan oplevelserne fordøjes ved stranden eller på soldækket ved hotellets pool.
Brug dagen på stranden eller lej en bilen og læg Waikikis menneskemylder bag jer. Et godt mål kunne være den tidligere militærbase ved Diamond Head-vulkanen. Der er nem adgang til toppen af den udslukte vulkan, hvorfra der er et flot vue over Waikiki og Honolulus skyline. Fortsæt op langs Oahus østkyst til Hanauma Bay Nature Preserve, der anses for at være et af øens bedste snorklesteder.
Et mere uventet stop er det imponerende japanske tempel, Byodo-In, der er en tro kopi af et tilsvarende buddhistisk tempel i Uji, Japan. Den omgivende have giver et godt indblik i den detaljerede japanske havearkitektur.
Nyd den sidste morgen i troperne, inden hjemrejsen begynder. I lander i Danmark næste dag.
Bestil et uforpligtende tilbud og vi vender tilbage til dig hurtigst muligt. Børn fra 12 år anses som voksne.