★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
Hawaii og Florida
Denne rejse til Hawaii og Florida har det hele: Fantastiske naturscenerier, et overraskende rigt dyreliv, stemningsfulde byer med hyggelige caféer og gode restauranter, mærkevareshopping til spotpris og mulighed for at nyde livet på nogle af USA’s bedste strande.
Den første halvdel af rejsen går med at udforske Big Island og Oahu på Hawaii. Her kan I opleve vilde vulkanlandskaber, vandre gennem regnskove, se akrobatiske surfere boltre sig i bølgerne ved North Shore, tage på snorkeltur med udsigt til havskildpadder, koraller, kæmperokker og et mylder af farvestrålende fisk.
Rejsens anden halvdel er henlagt til USA’s solskinsstat, Florida. De første dage tilbringes i Orlando, der har verdens bedste forlystelsesparker og shopping i topklasse. Herfra rejser I til Crystal River, et overset hjørne af Florida med sydstatsstemning og enestående natur. Svøm med søkøer i den krystalklare flod eller tag med airboat ind i sumpskovene, hvor I kan opleve alligatorer, vaskebjørne, oddere og masser af fugle. De sidste dage nyder I på en af USA’s bedste strande i Madeira Beach.
Fra Danmark sættes kursen vestpå mod Hawaii, hvor I lander i Konas lille lufthavn på Big Island samme dag på grund af tidsforskellen. Her står bilen klar i lufthavnen, så I stille og roligt kan køre mod jeres hotel. Hvis I har lyst, vil det som regel være muligt at brække flyveturen op og gøre stop i eksempelvis Los Angeles på vejen.
Brug dagen til at slappe af langs stranden ovenpå gårsdagens flyvetur. Langs Kona-kysten findes de bedste strande på Big Island, hvis kyster andre steder domineres af klipper og størknet lava. Prøv f.eks. om I kan finde Hapuna Beach, der er kåret til en af verdens bedste strande af det ansete rejsemagasin Condé Nast Traveller.
Big Island er betydeligt større end de øvrige Hawaii-øer tilsammen. Det samme gælder for landskaberne, der spænder fra tropiske sandstrande og frodige vulkanskråninger til sneklædte bjergtoppe og rå stenørkener. Også kulturelt er Big Island rig, og fortidslevn rundt om på øen vidner om tiden, før Kaptajn Cook sejlede ind i Kealakekua Bay i 1779 og blev mødt af mere end 1.000 kanoer. En tid med stolte krigere, mystiske ritualer og frygtindgydende guder.
Hvordan I vælger at bruge de kommende dage er helt op til jer. Der er naturligvis rig mulighed for afslapning på de skønne strande langs Kona-kysten. Er I interesserede i at snorkle, er det værd at køre til Kahalu'u og Ka'awaloa Cove. Det er også muligt at tage på organiserede snorkleture med båd til mere afsidesliggende koralrev. På sejlturen er det værd at holde udkig efter delfiner og hvaler i vinterhalvåret. Også kæmperokker holder til i disse farvande, og omkring skumringstid arrangerer lokale bådsmænd snorkleture til de områder, hvor rokkerne kommer for at spise plankton.
Trækker vandreskoene mere end badetøjet, byder området på flere gode vandrestier. Blandt andet omkring vulkanen Mauna Loa, der er lidt over 4.000 meter høj. Kona er desuden berømt for sine historiske kaffeplantager, der producerer noget af verdens bedste kaffe. Ved den hyggelige by Holualoa er det muligt at besøge et par af de gamle plantager og få et indblik i produktionen af den populære drik. Holualoa har desuden et glimrende udvalg af hyggelige caféer, hvor I kan smage den lokale produktion, samt nogle af ø-gruppens mest interessante gallerier.
Dagen kunne stå på afslapning langs Kona-kysten. Eller I kunne også vælge at dykke lidt ned i Hawaiis historie og kultur med et besøg i Kailua Village og Pu'uhonua O Honaunau National Historical Park. Sidstnævnte var tidligere et helligt sted, hvor forbrydere kunne søge helle, hvis de var på flugt. Overlevede de flugten til Pu'uhonua, kunne ingen røre dem, og de kunne efterfølgende vende tilbage til deres landsbyer som frie mænd. I gåafstand fra det historiske område ligger det glimrende snorklested Two Step. Så en kombination af kultur og afslapning er åbenlys.
Det er i høj grad værd at begive sig ud på en dagstur til Hawaii Volcanoes National Park. Det en længere køretur, men naturoplevelserne er det hele værd. Ingen andre steder i Hawaii-øgruppen er naturen ekstreme kræfter tydeligere end ved Kilauea-vulkanen på sydkysten af Big Island. Dette er verdens mest aktive vulkan, og den har stort set været i udbrud konstant siden 1983. Her kan I vandre gennem udslukte vulkankratere og over golde lavasletter med rygende svovlsamlinger, sorte lavasten og dampende vandhuller. Men selv hvis I ikke ønsker at vandre, er der gode muligheder for at opleve de vulkanske landskaber. Køreturen ned til det sted, hvor lavaen løber ud i havet og danner en flere hundrede meter høj dampsøjle er en uforglemmelig oplevelse – hvis der vel at mærke er aktivitet den dag, I besøger området. Det kan I forhøre jer om ved informationscentret i parken. Personalet har de seneste oplysninger om vulkanens luner, så de ved, hvor I kan se flydende lava. Informationscentret kan ligeledes henvise til organiserede aftenture, hvor det orange skær fra lavaen er mest tydelig. En anden vej fører hele vejen op til kraterkanten af Kilauea-vulkanen, hvorfra I har en fabelagtig udsigt over området. Den eneste måde at få en bedre udsigt på, er ved at tage en helikoptertur over de aktive kratere og endeløse lavamarker.
Fra nationalparken kan I køre tilbage til hotellet. Eller I kan fortsætte ad den smukke bjergvej mod vulkanen Mauna Kea, der er verdens højeste bjerg, hvis man måler det fra havbunden. Det kræver en firhjulstrækker at nå helt op til toppen. Men almindelige biler kan køre op til Onizuka Visitor Information Station i cirka 3.000 meters højde. Herfra kan I nyde udsigten og udforske de stenede landskaber, hvor Apollo-astronauterne trænede i 1960'erne før deres tur til Månen. Men Mauna Keas største attraktion ses først efter solnedgang. Astronomer fra hele verden kommer til dette bjerg for at udforske fjerne galakser, og hver aften vises en kort film om stjerneobservatorierne på toppen af vulkanen. Når filmen er slut, kan I gå udenfor og ved selvsyn opleve stjernevrimlen over Hawaii. Her er ingen forstyrrende lyskilder, og luften er krystalklar. Så Mælkevejens bånd af lys står strålende klart frem på den mørke nattehimmel. Fra Mauna Kea tager det et par timer at køre tilbage til hotellet på Kona-kysten.
I har yderligere en dag til at slappe af i palmernes skygge. Eller I kunne køre en tur fra Kona-kysten til øens nordligste punkt, Pololu Valley Lookout. Fra udkigspunktet er der udsigt over den dramatiske kyst og en sandstrand, der er farvet sort af undergrundens vulkanske aktivitet. En sti fører herfra ned til Pololu-dalen og sandstranden – men har I mod på mere, kan I fortsætte på gåben gennem de frodige landskaber til den næste dal.
Det er tid at vende blikket mod Hawaiis måske mest berømte ø; Oahu. Bilen afleveres i lufthavnen, inden I flyver det korte stykke til Honolulu. Her indlogeres I på det centralt beliggende Ohana Waikiki West Hotel. Fra hotellet er der kun 10 minutters gang til den verdensberømte Waikiki Beach, der er ideel til en forfriskende dukkert i Stillehavets indbydende vand.
Inden for gåafstand er også en lang række hyggelige caféer og gode restauranter, der afspejler det multietniske kludetæppe, der binder Honolulu sammen. Efter nogle afslappende timer på stranden er det måske tid til at se nærmere på byen, og her har I som gæst på Ohana Waikiki West mulighed for at tage en gratis shuttlebus (Waikiki Trolley Pink Line) rundt til nogle af områdets mest populære attraktioner og indkøbscentre. Da det er så let at komme rundt, er der ikke inkluderet billeje på Oahu.
Efter en afslappende dag på stranden er det måske blevet tid til at se nærmere på nogle af Hawaiis historiske seværdigheder. Deriblandt Pearl Harbor og Bishop Museum. Sidstnævnte er et spændende kulturhistorisk museum med fokus på Hawaiis og andre polynesiske samfunds historier. Blandt museets skatte er en imponerende samling kulturgenstande, der går mange århundreder år tilbage.
Er I mere interesseret i øgruppens nyere historie, kan det varmt anbefales at tage den korte tur til Pearl Harbor. Her får I hele historien om japanernes bombardement af den amerikanske flåde, der medførte USA's indtræden i Anden Verdenskrig. Ved Pearl Harbor mærkes historiens vingesus stadig helt tæt på, og det er en rørende oplevelse at besøge mindesmærket over de faldne amerikanske soldater. Det store hvide mindesmærke flyder på havet ovenpå vraget af krigsskibet USS Arizona, der ses tydeligt nedenunder. Tilbage i Honolulu kan oplevelserne fordøjes ved stranden eller på soldækket ved hotellets pool.
Brug dagen på stranden eller lej en bil og læg Waikikis menneskemylder bag jer. Et godt mål kunne være den tidligere militærbase ved Diamond Head-vulkanen. Der er nem adgang til toppen af den udslukkede vulkan, hvorfra der er et flot vue over Waikiki og Honolulus skyline. Fortsæt op langs Oahus østkyst til Hanauma Bay Nature Preserve, der anses for at være blandt øens bedste snorklesteder. Havskildpadder, nøgensnegle og farverige fisk boltrer sig i det krystalklare vand, der ligger beskyttet i et gammelt vulkankrater. Kraterets palmeklædte strand er et godt og mere fredeligt alternativ til Waikikis hektiske stemning. Et mere uventet stop er det imponerende japanske tempel, Byodo In, der er en tro kopi af et tilsvarende buddhistiske tempel i Uji, Japan. Den omgivende have giver et godt indblik i den klassiske japanske havearkitektur.
Alternativt kunne dagens tur gå igennem områder med uendelige ananasplantager til Oahus nordligste kyst, North Shore. Området er kendt som en af verdens absolut bedste surferdestinationer, så ”hang loose” med de lokale og nyd surfernes sublime teknik og fantasifulde tricks. Har I snorkeludstyr med, byder denne kyst også på store oplevelser under vandet. Med sine mange små gallerier, hyggelige restauranter og afslappende stemning er byen Haleiwa et godt udgangspunkt for udforskningen af North Shore. Det er også et sted, hvor man let falder i snak med de lokale. Find en hyggelig restaurant i en af de gamle plantagebygninger og nyd områdets specialiteter, inden I runder dagen af på perfekt vis på Sunset Beach – navnet siger næsten alt.
Nyd den sidste morgen på Hawaii, inden turen ved middagstid går østpå mod Solskinstatens Orlando. Grundet tidsforskel lander I først i Orlando næste morgen.
Vel fremme i Orlando står bilen klar til jer i lufthavnen, så I let kan køre ind til jeres centralt beliggende hotel. I har bilen til rådighed under hele opholdet i Florida, så det er let at komme rundt til områdets mange seværdigheder. Brug resten af dagen på at hvile ud oven på flyveturen, eller kast jer ud i Orlandos mange muligheder. Klimaet er næsten altid perfekt i denne del af Florida, og Orlando er en rigtig hyggelig storby. Skulle I få lyst til at shoppe lidt, er der gode muligheder for det i Orlandos Outlet Malls, hvor I kan købe kendte mærkevarer til gode priser.
Det er først og fremmest forlystelsesparkerne, der har gjort Orlando berømt – og der er mange at vælge imellem! Selv med et par dage til rådighed er det en god ide at have tænkt lidt over hjemmefra, hvad I ønsker at se. Anders And, Mickey Mouse og alle de andre tegneseriehelte står højt på listen hos mange børn. Men I kan også komme bag om filmkulisserne i Universal Studios og MGM. Fremtiden udstilles i Epcot Centre, og I kan tage på eventyr med Harry Potter og hans venner i den magiske verden på troldmandsskolen Hogwarts.
Du kan læse mere om alle forlystelsesparkerne her.
På varme dage er vandland som Wet n' Wild eller Aquatica absolut et besøg værd. Her kan I køle af i de enorme swimmingpools og prøve kræfter med et væld af vandrutsjebaner. Den ene vildere end den anden. Eller I kan tage bilen og køre på udflugt til Kennedy Space Center, hvorfra rumfærgerne tidligere drog ud på deres store ekspeditioner til rummet. Her kommer I tæt på rumfartens historie og hører om de udfordringer, der møder astronauterne i rummet.
Det er tid at sætte sig til rette i bilen og drage mod kysten. Det er ikke nogen lang tur, så I har god tid til at gøre stop undervejs. Vel fremme i Crystal River indlogeres I på jeres hotel for de næste to nætter. Med sine blot ca. 4.000 indbyggere er uturistede Crystal River som en hel anden verden sammenlignet med Orlando. Her oplever I det lokale Florida væk fra gængse turiststrømme, og I vil uden tvivl blive budt velkommen med stor imødekommenhed fra de lokale indbyggere.
En rigtig god oplevelse fås ved at køre ned til Chassahowitzka River Campground, hvor I kan leje både og sejle ud på den glasklare flod. Her ånder alt fred og ro, og det er vidunderligt at glide stille og roligt gennem den tætte vegetation, der hænger tungt ud over vandet. Nogle steder føles det næsten som at sejle igennem en grøn jungletunnel. Dyrelivet langs floden er ganske rigt. Vaskebjørne søger føde på bredden, hvor også oddere, vadefugle og hvidhovedet havørne tager for sig af retterne. I kan let bruge adskillige timer på floden, så det kan anbefales at medbringe en madkurv. Ønsker I ikke selv at ro, er det muligt at udforske en lokal mangroveskov i luftpudebåd.
Crystal River ligger ud til den smukke Kings Bay, der får vand fra mere end 50 varme kilder i området. Omkring 240 millioner liter krystalklart vand løber hver dag fra kilderne ud i bugten, der har en konstant temperatur på 22 grader. Dette er helt perfekte forhold for en af naturens godmodige kæmper: Søkoen. Søkøer har ikke noget fedtlag, så derfor foretrækker de at opholde sig i varmt, lavt vand, hvor de kan dykke ned for at græsse af vandplanterne på bunden. Der er naturligvis aldrig nogen garantier, når man har med vilde dyr at gøre. Men Kings Bay er et af de bedste steder i verden at opleve vilde søkøer i deres naturlige omgivelser.
Søkøerne ses bedst på sejlture, der let arrangeres i byen. I båd sejler I ud på bugten tidligt om morgenen, hvor den lokalkendte skipper finder frem til søkøerne. I kan tydeligt se dem fra båden, men det er meget bedre at hoppe i vandet til dem iført maske og snorkel. I det klare, lave vand kan I tydeligt se søkøerne græsse på bunden under jer. Men søkøer er pattedyr. Så én efter én kommer de prustende op til overfladen for at få luft. Ofte kommer de så tæt på, at I forsigtigt kan røre ved de godmodige dyr.
I forlader Crystal River og fortsætter sydpå langs kysten til Madeira Beach. Der er flere gode steder at stoppe undervejs. Kig f.eks. forbi den zoologiske have Busch Gardens eller få et indblik i plantagetidens Florida med et besøg på den historiske sukkerrørsplantage Gamble.
I Madeira Beach skal i bo på et skønt strandhotel, der ligger i klitterne lige ud til en af de bedste strande i Florida. Sandet er hvidt og fint som pulver, og havet er klart, blåt og indbydende. Det perfekte sted at lade indtrykkene fra storbyen bundfælde sig.
Fra hotellet har I kun en kort gåtur til det hyggelige havnemiljø i Johns Pass med træmoler, fiskerbåde og skæve træhuse i alskens farver, der rummer restauranter, cafeer, små butikker og lokale rejsebureauer, der arrangerer sejlture, delfinture, fisketure og meget andet. Så får I lyst til at der skal ske noget, så er mulighederne mange.
Da I jo har bil rådighed, så har I mulighed for at drage lidt på opdagelse langs med vestkysten og besøge nogle af de andre kystbyer og små øer lidt længere mod syd – eller bare nyde Madeiras lækre strand.
Det er tid at bryde op fra Madeira Beach og køre mod Miami. På vejen er det værd at gøre stop i det enorme vådområde Everglades National Park. Her skaber de oversvømmede landskaber ideale betingelser for en lang række dyr og fugle. Vadefugle spankulerer rundt på udkig efter mad mellem mangroverne, mens alligatorer soler sig dovent på bredden. I kan udforske Everglades på flere måder. Men den bedste oplevelse fås på en guidet tur med luftpudebåd. De fladbundede både gør det muligt at suse gennem de lavvandede kanaler, og guiderne er fantastiske til at få øje på dyrelivet, der skjuler sig i græsset.
Fremme i Miami kører I direkte til lufthavnen, hvor I afleverer bilen, inden hjemrejsen begynder.
Efter et flyskifte ankommer I til Danmark.
Bestil et uforpligtende tilbud og vi vender tilbage til dig hurtigst muligt. Børn fra 12 år anses som voksne.