San Francisco seværdigheder
★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
En af USA’s mest berømte og smukkeste vejstrækninger er uden tvivl Highway 1, som I finder langs Stillehavskysten. Strækningen mellem San Francisco og Los Angeles er mest populær og byder på en skøn blanding af vild natur, charmerende småbyer og vinmarker.
Jeres rejse ad Highway 1 kan med fordel begynde i San Francisco, som er en oplevelse i sig selv. Fordelen med at køre fra nord til syd er, at I kommer til at køre på hav-siden af vejen og dermed får I den bedste udsigt, når I kører.
Oplevelserne begynder for alvor ved Monterey, der tidligere var kendt for sine mange fiske- og konservesfabrikker. I dag er byen hjemsted for det berømte Monterey Bay Aquarium, og her kan I også slentre en tur på Cannery Row, hvor flere af John Steinbecks bøger udspiller sig. De gamle industribygninger langs havnefronten er i dag bygget om til lækre restauranter, butikker og gallerier. Fra Monterey er der også mulighed for at komme hvalsafari.
Videre mod syd bliver landskabet vildere, og vejen snor sig på dramatisk vis langs kysten. Nogle gange kører I helt inde ved vandkanten, mens vejen andre gange fører højt op ad snørklede hårnålesving.
Inden længe når I frem til kunstnerbyen Carmel. Små butikker, atelierer, hyggelige caféer og restauranter fylder denne lille perle af en by, der har været hjem for kendte forfattere som Jack London og Mary Austin, fotografen Ansel Adams og adskillige kunstnere.
I nyere tid er stedet dog mest kendt for skuespilleren Clint Eastwood, der var borgmester her fra 1986-1988.
Carmel er en by med mange restriktioner; eksempelvis er det forbudt at gå med højhælede sko, medmindre man har en særlig tilladelse. Dette ændrer dog ikke ved, at det er spændende at gå opdagelse i de mange gallerier, der har et særdeles bredt udvalg af klassiske og moderne malerier, skulpturer og glaskunst skabt af nutidige kunstnere.
Længere mod syd venter den vilde kyststrækning Big Sur samt spektakulære 17-Mile Drive. Syd for Big Sur ligger hyggelige kystbyer som perler på en snor med Stillehavet på den ene side og vingårde samt nationalparker på den anden.
Det er også her, at I finder San Simeon og Hearst Castle. Mediemogulen William Randolph Hearst opførte dette majestætiske slot, der mest af alt ligner en sammensmeltning af romersk storhedsvanvid og europæisk fyrstelighed. Kendte skuespillere, politikere og kunstnere mødtes i de mange fantastiske rum, udsmykket med antikviteter og sjældne malerier og deltog i overdådige fester omkring det enorme svømmebassin i romersk stil.
Stedet er ikke uden grund ét af de mest populære turistmål i Californien, så overvej at bestille billet på forhånd.
Gør evt. stop i San Luis Obispo, der er kendt som ”Den lykkeligste by i USA,” inden I fortsætter mod Santa Barbara. Udover sine palmestrøede hvide sandstrande er Santa Barbara kendt for sine smukke historiske bygninger og spanskinspirerede kolonitidsarkitektur. Santa Barbara opleves bedst til fods. Så lad bilen stå og tag på opdagelse. Er I interesserede i vin, er der ikke langt til Santa Ynez-dalen, hvis vinhuse blev berømte i filmen ”Sideways.”
Fra Santa Barbara er er kun kort vej til Los Angeles, som lokker med Hollywood, forlystelsesparker og meget mere. Læs mere om oplevelser i Los Angeles her.
I kan opleve Highway 1 på en rejse til USA med Check Point Travel. I kan se vores rejser til USA her og sende jeres rejseønsker og ideer til os i en rejseforespørgsel. Vi kvitterer med et oplæg til jeres næste rejse til USA og Highway 1.
I kan også se vores USA-rejse med Highway 1 nedenfor:
21
dageFra kr. 16.950
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn