Gæstfrihed, stil og dejlig udsigt
Hotellet er beskrevet af
Henrik Særmark-Thomsen
Bureauchef i Check Point Travel
Jeg sidder på terrassen med en kop kaffe og nyder udsigten. Hotel Mea ligger på en lille bakke med udsigt til havet, havnen, byen Lipari og den gamle borg, der troner på toppen af en klippe over de røde tegltage. Det er morgen, og jeg har sovet som en sten. Og efter en forrygende god morgenmad snupper jeg lige en ekstra kop kaffe, før jeg skal på opdagelse i Lipari.
Hjertevarm og gæstfri
Hotellets ejer, den smilende og snaksaglige, Sarah Tomasello, har været forbi. Hun vil bare lige høre om mine planer for dagen. På den der hjertevarme og oprigtige facon. Og så fik jeg lige opskriften på pastaretten fra i går og et par gode råd til, hvad jeg ikke må gå glip af på min byvandring i Lipari. Det er ren forkælelse at være gæst her.
Mulighederne er mange
I går lå jeg ved poolen og glemte rent, at vi nu er i slutningen af oktober. Vejret er skønt, og hotellet er som en lille oase med palmer, oliventræer, citrontræer, tropiske blomster og buske. Hotellet er holdt i traditionel liparisk stil; hvidkalket med søjler og skyggefulde verandaer. Ingen værelser er ens, men de er alle sammen flotte og velindrettede. Nogle har en terrasse eller balkon vendt mod haven. Andre har udsigt til havet og byen.
Glæder mig til endnu en stund ved poolen – og til aftensmaden. Sarah har lige fortalt, at de har været på havnen efter fisk og skaldyr her til morgen. Jeg smiler ved tanken og traver ned i byen.
Lipari ligger blot 5 minutters gang fra hotellet. Snørklede brolagte gader fører op til borgen, der gemmer på to spændende museer, en pinjelund med mystiske stensarkofager og et gammelt amfiteater med udsigt til havet og fiskerbådene, der ligger og vugger nede i havnen. Fra Lipari er der kun 10 minutters sejlads til øen Vulcano, og på en dag kan man også nå at opleve Stromboli, der har lagt navn til den måske mest berømte af øgruppens vulkaner. Der er også en vingård på Lipari, hvor de viser rundt og slutter af med smagsprøver mens solen går ned, og man sidder med udsigt til øerne Alicudi, Filicudi og Salina. Og mens jeg nu liiige husker det, så overvej at tage med hotellets strandbus, der kører gæsterne frem og tilbage til en lokal beach club med en skøn strand. Her kan man leje liggestole med parasol og få sig noget koldt at drikke og en bid mad, når sulten og tørsten melder sig.
Denne gang når jeg ikke det hele, konstaterer jeg. Men så har jeg til gengæld en undskyldning for at vende tilbage. For her er saftsusme dejligt.
Oplevelser i nærheden
- Borgen i Lipari 0,5 km
- Amfiteatret i Lipari 0,6 km
- Det arkæologiske museum i Lipari 0,6 km
- Færgen til Vulcano 0,3 km
- Færgen til Stromboli 0,3 km
- Vingården Tenuta di Castellaro på Lipari (20 min i bil, bus eller taxa)
- Solnedgang og middag i Acquacalda (20 min med bus)