Skønt familiedrevet hotel i dejlige omgivelser
Hotellet er beskrevet af
Henrik Særmark-Thomsen
Bureauchef i Check Point Travel
Hotel Villa Ducci ligger med en mageløs udsigt til de bølgende grønne vinmarker, olivenlunde og den eventyrlige gamle middelalderby, der knejser på toppen af et bakkedrag. Og den udsigt kan I nyde i fulde drag, når I sidder på terrassen og spiser morgenmad eller tager en velfortjent pause ved poolen, efter en dag med masser af oplevelser.
Hotellet er et lille hotel, hvor man sætter en ære i det gode værtskab og hygger om sine gæster. Så her vil I føle jer hjemme med det samme. På hotellet har de en forkærlighed for det toscanske køkken, ligesom mange andre hoteller på de kanter. De dygtige kokke laver god hjemmelavet mad, så det er oplagt for jer at nyde en middag hjemme på hotellet. I kan enten nyde maden på restauranten eller ude på terrassen med udsigt til silhuetten af San Gimignanos tårne.
Dejlig pool med udsigt
Hotellet har desuden en dejlig pool med liggestole, parasoller og den samme betagende postkort-udsigt. Så på mange måder bliver Hotel Villa Ducci en del af jeres Toscana-oplevelse. Vær opmærksom på at poolen kun er åben i de varme måneder. Det vil typisk sige fra midten af maj til slutningen af september/begyndelsen af oktober.
San Gimignano regnes blandt de smukkeste middelalderbyer i denne del af Toscana. Og det tager jer blot fem minutter i bil eller på Vespa at køre derhen, det er en anbefaling herfra. For det er nærmest som at rejse tilbage i tiden, når I går rundt i byens labyrint af brolagte gader. Her er masser af små butikker og restauranter, hyggelige torvepladser, smukke kirker og historiske seværdigheder. Tager I på aftentur til San Gimignano for at spise og drikke vin, så bed hotellet om at skaffe jer en taxa. Hotellet kan I øvrigt også hjælpe jer med at arrangere besøg på en af de lokale vingårde.
Hvis I har bil eller Vespa inkluderet i jeres rejse, så kan I parkere på den private parkeringsplads ved Hotel Villa Ducci. I har gratis parkering under hele jeres ophold. Det kan virkelig anbefales at have bil eller Vespa til rådighed. På den måde får I det fulde udbytte af jeres rejse til Toscana og kan nyde de smukke landskaber og stemningsfulde byer i jeres helt eget tempo.