Find din rejse
Voksne
- +
Børn
- +
Skærmbillede 2025 03 26 143440
Skærmbillede 2025 03 26 143440

The Palm Beruwala

Bentota, Sri Lanka

  • Afstand strand
    0 meter

  • Afstand by
    Gåafstand

  • Fitness
    Ja

  • Pool/Børnepool
    Ja / Ja

  • Restauranter
    2

  • Wifi
    Ja

  • Spa
    Ja

  • Balkon/terr.
    Ja

  • Lufthavn
    3½ time

Tropisk paradis med det glitrende Indiske Ocean som en betagende baggrund

John
Hotellet er beskrevet af
John Lau Jensen
Product Manager i Check Point Travel
Hotellet er besøgt af John Lau Jensen

I den lille charmerende kystby, Beruwala, helt ud til Det Indiske Ocean og en fin sandstrand beskyttet af et gammelt koralrev, ligger The Palms Beruwala. Langs med stranden og i området omkring hotellet finder I små lokale restauranter samt et godt udbud af vandsportsaktiviteter.

Klassisk srilankansk arkitektur og afslappet atmosfære

Arkitektonisk er hotellet opført i den klassiske srilankanske hotelstil med 2-3 etager, rødt tegltag og hyggelig have, hvorfra der er adgang til stranden. Stemningen er meget afslappet, og atmosfæren hyggelig og god, så her kommer I hurtigt ned i tempo.

The Palms Beruwala er et fint 3½-stjernet strandhotel, hvor beliggenhed, afslapning og god service er i fokus. Servicen er helt i top, personalet smilende, imødekommende og hjælpsomme. Faciliteterne er passende, gode restauranter, lækkert pool-område, fint spa-afsnit samt en stor og dejlig have med solsenge mellem kokospalmerne, kun få meter fra en meget børnevenlig strand.

Komfortable værelser med skøn udsigt

De 106 værelser på The Palms er inddelt i 2 forskellige kategorier, Deluxe og Suite, og ligger fordelt over hotellets skønne have i 6 sammenhængende afsnit med en perfekt udsigt til den frodige have eller mod stranden og Det Indiske Ocean bagved de skyggende kokospalmer. De rummelige værelser er enkelt indrettet i den traditionelle srilankanske stil med få møbler og klassiske tekstiler, fint badeværelse og møbleret balkon eller terrasse.

The Palms er et populært standard strandhotel og et godt valg for både par og børnefamilier, der gerne vil bo i et spændende område, helt ned til stranden og samtidig have et skønt pool-område, stor have og gode faciliteter.

Sri Lankanske specialiteter og frisk seafood

The Palms tilbyder deres gæster et par fine valgmuligheder, når det kommer til restauranter. I Golden Palms kan I hver morgen nyde jeres morgenmåltid med udsigt til den skønne have. Her har I et stort udvalg af frisk frugt, srilankanske klassikere og velkendte internationale retter. Golden Palms er ligeledes åben til frokost og middag, hvor I kan vælge mellem velsmagende à la carte-menuer og kreative buffeter.

Fisherman’s Wharf er hotellets seafood-restaurant, og med sin placering helt ned til stranden har I mulighed for at nyde friskfanget seafood med en fantastisk udsigt til Det Indiske Ocean. Seafood er naturligvis populært på Sri Lanka, så hold jer ikke tilbage – nyd det store udvalg eller måske dagens specialitet, der afhænger af, hvad de lokale fiskere har fået med hjem fra nattens fiskeri.

I The Pavilion Bar kan I slappe af efter en dag med oplevelser og nyde en forfriskning inden middagen eller en tur i byen. I kan også finde en plads i skyggen ved baren og nyde en kop kaffe i løbet af dagen.

Dejligt pool-område med plads til alle

The Palms ligger helt ud til Det Indiske Ocean og en glimrende strand, der er beskyttet af et gammelt koralrev, så bølgerne ikke er lige så voldsomme som andre steder langs kysten. Alligevel vælger mange gæster at benytte sig af hotellets dejlige pool-område, når de skal køles af med en dukkert. Poolen er tilpasset både børn og voksne, så alle kan få glæde af den. Omkring pool-området og rundt i hotellets store, frodige haveafsnit kan I tilbringe tiden på en af de behagelige solsenge under palmernes skygge. Der er naturligvis fuld service ved poolen, og fra hotellets bar eller en af restauranterne kan I hurtigt få en forfriskning eller et let måltid.

Tag selvforkælelsen til nye højder med en dejlig spa-oplevelse

Hvis tiden ved poolen og stranden bliver for meget, benene er ømme efter lange gåture langs stranden, eller dagens udflugter har været anstrengende, så har I mulighed for at få løsnet op og forkæle jer selv med en massage i hotellets hyggelige spa-afsnit. The Palms Wellness Center tilbyder en række forskellige behandlinger og massager – fra traditionelle ayurvediske behandlinger til regionale teknikker, der alle giver fornyet energi. Derudover kan I prøve deres signaturbehandling, The Ceylon Tea Bath, og nyde oplevelsen sammen i et af deres par-behandlingsrum.

Aktiviteter og udflugter

Hvis I ønsker at udforske Beruwala og Bentota-området, er det nemt at fange en rickshaw fra hotellet og ind til byen eller til Bentota, som ligger blot 10 minutter væk. I kan også tage turen langs stranden mod Bentota og få en fin lille gåtur ud af det. Beruwala er ikke stor, men den er charmerende og fuld af lokal stemning. I Bentota kan I besøge det lokale marked, Bentota Bazaar, købe frisk frugt hos en af de farvestrålende grønthandlere eller se nærmere på nattens fangst hos den lokale fiskehandler. Derudover gemmer både Beruwala og Bentota på en række hyggelige restauranter samt små butikker og supermarkeder.

Hotellet har en udflugtsskranke, hvor de tilbyder et bredt udvalg af oplevelser og aktiviteter. Hvis I holder af naturoplevelser, kan vi anbefale deres River Safari på Bentota Ganga, hvor I får mulighed for at opleve mangrovens rige dyreliv på nærmeste hold. Her kan I være heldige at se både varaner, krokodiller, aber og et væld af forskellige fugle.