Oak Ray Ella Gap er et lille, hyggeligt hotel, der ligger i hjertet af Ella, en fredfyldt og stemningsfuld by beliggende i det srilankanske højland omgivet af smuk natur med vandfald, bjerge og bølgende grønne temarker.
Hotellet er 3-stjernet, enkelt, pænt og rent. Betjeningen kommer med et smil, og maden i restauranten er god. Hotellet har sågar en svalende pool, hvor man kan tage sig en dukkert efter dagens traveture i højlandet.
Placeringen midt i Ella gør, at I har let adgang til den charmerende by, det lokale marked og de små restauranter. Og så er der jo alle de mange fine vandreruter, der udgår fra byen. Herfra kan I tage på vandretur til Little Adams Peak, nyde udsigten til Ella Gap og den spektakulære jernbanebro Nine Arch Bridge eller tage en tuktuk ud til Ravana Falls og tage en dukkert i vandfaldet.
Vær opmærksom på, at I befinder jer i højlandet. Byen ligger i 1.000 meters højde, og det kan til tider mærkes på temperaturen, der kan svinge fra varmt og sommerligt i dagtimerne til køligt om aftenen og om natten. Så til denne del af rejsen er det en god idé at medbringe en fleecejakke eller en trøje.