★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
1
Bangkok
3 nætter:
Templer, byliv og shopping i verdensklasse
2
River Kwai
2 nætter:
Dramatisk historie og vild natur
3
Hua Hin
7 nætter:
Hua Hin er en charmerende thailandsk kystby, kendt som en kongelig badeferiedestination, der byder på kilometerlange strande og en afslappet atmosfære.
Hermed en fantastisk spændende og indholdsrig kombinationsrejse, der passer perfekt til jer, der ønsker at opleve en af Asiens mest spændende storbyer, Bangkok, natur og historie omkring River Kwai samt en af de helt klassiske badedestinationer, Hua Hin. Oplevelserne starter med nogle dage i metropolen Bangkok, der gemmer på en lang række af imponerende seværdigheder, spektakulære templer, fantastiske shopping-muligheder, farverige markeder og unikke gastronomiske oplevelser.
Derefter fortsætter rejsen vestpå mod grænsen til Myanmar, hvor I har 2 overnatninger i området omkring River Kwai - den første i et dejligt safaritelt og den anden på selve floden. I hører den legendariske fortælling om broen over floden Kwai, kører med toget over broen, tager på landsbybesøg og har mulighed for at sejle kajak og køre mountainbike - I kan også slappe af og nyde den helt fantastiske natur.
Afslutningsvis kører I sydpå til de royales gamle badeby, Hua Hin, hvor I kan nyde 7 rolige nætter på det charmerende, The Peri Hotel. Dejlig lavvandet badestrand en kort gåtur fra hotellet, et oaselignende pool-område, hyggelig bar og loungeområde, uformel og spændende restaurant samt et imødekommende personale medvirker til at gøre opholdet til noget helt særligt. I gåafstand til restauranter, butikker, minimarkeder samt et levende natmarked og interessante weekendmarkeder. Bliver tilværelsen på stranden eller ved poolen for afslappende har I rigtig gode muligheder for at tage på spændende dagsture til lokale attraktioner og smukke naturskønne nationalparker - alsammen i jeres tempo.
Rejsen er særdeles velegnet for par samt familier, der ønsker mere end blot en traditionel badeferie, men gerne nogle faste charmerende rammer som udgangspunkt for afslapning og oplevelser.
Rejsen begynder med et par dage i Bangkok, der byder på funklende templer, fantastisk shopping og eksotisk gadeliv. Herefter venter en oplevelsesrig tredagestur til Kanchanaburi-provinsen og Kwai-floden, der byder på spændende krigshistorie og dramatiske junglelandskaber.
Ved River Kwai har I tre dage og to overnatninger på henholdsvis Hin Tok River Camp i luksustelt og på River Kwai Jungle Rafts, der er et husbådshotel direkte på floden.
Efter tre dages eventyr rejser I videre til Hua Hin, hvor I kan slappe af i syv nætter på et dejligt 3-stjernet resort.
Fra Danmark sættes kursen østpå mod Bangkok.
I ankommer til Thailands hovedstad tidligt om morgenen. Her bliver I hentet i lufthavnen og kørt til det 4-stjernede Centre Point Silom i hjertet af Bangkok. Silom er et livligt område med masser af gode restauranter og spændende butikker, og så er der let adgang til både flodbådene og byens Skytrain, hvilket gør det nemt at komme rundt.
I har stadig det meste af dagen til rådighed, og hvordan I bruger den, er helt op til jer. En mulighed kunne være at gå ned til floden og hoppe på en lokal flodbåd i nordgående retning. Det koster kun et par kroner, og det er en stor oplevelse at sejle op ad Chao Phraya, mens storbyens skyskrabere, glitrende templer og små pælehuse glider forbi. Bed om at blive sat af ved Tha Chang, hvorfra der kun er få hundrede meter til Grand Palace. Med sine vidunderlige templer, guldbelagte stupaer og enorme detaljerigdom er Grand Palace uden tvivl et af de smukkeste paladser i verden. Hertil valfarter buddhistiske pilgrimme fra hele landet for at vise respekt for Smaragd-buddhaen. En smuk buddhastatue af jade, der troner højt oppe på et alter i Thailands mest berømte helligdom, Wat Phra Kaeo. Den lille figur tillægges overnaturlige kræfter og har været direkte årsag til krige med Laos. Bemærk, at respektfuld påklædning er påkrævet i kongepaladset og i de thailandske templer. Det vil sige ingen bare knæ og skuldre.
Læs mere om Grand Palace.
Fra Grand Palace er der kun en kort gåtur til Wat Pho. Dette er Bangkoks ældste tempel og et af de mest stemningsfulde. I denne fredfyldte oase finder I den berømte liggende Buddha. Med en længde på 46 meter og en højde på 15 meter er den mægtige statue et imponerende syn. Men templet har meget mere at byde på. Er I en smule trætte ovenpå rejsen, kunne I overveje en omgang traditionel tempelmassage. Massørerne er uddannede på templet, hvor teknikken er forfinet gennem århundreder.
Læs mere om Wat Pho.
Sidst på eftermiddagen er det værd at tage Skytrain eller en taxa ind til Siam Square og nyde aftenen i et af verdens største shopping-områder. Her kommer folk fra hele byen for at shoppe og spise på de utallige restauranter. Rejser I med børn, vil akvariet Siam Ocean World være et sikkert hit. En anden mulighed kunne være at reservere bord på en af byens skyskraber-restauranter som The Dome Bangkok eller Baiyoke Sky Hotel. Restauranten på Baiyoke Sky Hotel ligger på 76. og 78. etage, så herfra har I en fabelagtig udsigt til Bangkoks lyshav. Reservation er nødvendig på begge restauranter.
I har en dag mere til at udforske Bangkoks mange spændende muligheder.
Det I ikke nåede i går, kan I opleve i dag - og I kan prøve mere af den spændende thailandske mad på de mange gode restauranter i byen.
Tidligt om morgenen bliver I hentet på hotellet for at begynde en spændende tredagstur til Kanchanaburi-provinsen vest for Bangkok.
Læs mere om de tre dage ved River Kwai.
Det tager lidt tid, før Bangkoks uendelige forstæder slipper sit tag, men gradvist afløses beboelseshusene af grønne rismarker, hvor lokale bønder plejer jorden med håndkraft.
Kanchanaburi-provinsen er bedst kendt for sin krigshistorie fra Anden Verdenskrig. Men langt fra alt i Kanchanaburi-provinsen handler om krig, og området er et af de smukkeste naturområder i Thailand. De lavtliggende dale er dækket af frodige marker, men jo tættere på Burmas (Myanmars) grænse I kommer, jo vildere og mere utæmmet bliver naturen. Her afløses de velplejede marker af jungleklædte bjerge, hellige grotter og små landsbyer.
Dagens første stop er Thailand-Burma Railway Centre. Et interaktivt informationscenter, der fortæller den grusomme historie om 60.000 allierede krigsfanger og 300.000 asiatiske tvangsarbejdere, der under Anden Verdenskrig blev tvunget, af den japanske hær, til at bygge en 400 km lang jernbane fra Thailand over floden Kwai og De Tre Pagoders Pas til Burma. Arbejdet foregik under umenneskelige forhold i vildt terræn, og mange krigsfanger omkom under arbejdet i disse vilde bjerge. Det er en rørende oplevelse at høre deres historie og at besøge den store krigskirkegård, hvor mere end 6.000 allierede soldater ligger begravet.
Regionen og krigsfangernes historie blev udødeliggjort i David Leans film ”Broen over floden Kwai” efter Pierre Boulles roman fra 1952. Broen eksisterer endnu, og den besøger I naturligvis også, inden I bliver kørt til Hin Tok River Camp og bliver indlogeret.
Hin tok River Camp består af 38 luksuriøse telte omgivet af tropisk natur ned til Kwai-floden. Teltene er rummelige og tilbyder moderne faciliteter som aircondition og privat badeværelse med rigtigt toilet og varmt vand i bruseren. Rustikke træmøbler sikrer den helt rigtige stemning, og fra den private terrasse har I udsigt over de omkringliggende landskaber. Her er I langt væk fra alting og kan nyde den storslåede natur fra første parket. Udover teltene består lejren af en restaurant med udsigt til floden samt et flot beliggende bassin, der bliver fyldt med vand fra en lokal kilde.
Efter en velfortjent frokost i de frodige omgivelser besøger I det legendariske Hellfire Pass, der var den mest krævende strækning for de tusindvis af krigsfanger og tvangsarbejdere, der arbejdede på jernbanen til Burma. Området her er ekstremt kuperet, så mange klipper måtte fjernes ved håndkraft, før skinnerne kunne lægges. Når I betragter området i dag, er det svært at forestille sig, hvordan det overhovedet var muligt at bygge en jernbane i dette bjergrige terræn. Trods sit makabre navn er Hellfire Pass et rigtigt smukt sted, og det er værd at tage sig god tid til at nyde naturen og den fred og ro, der i dag hviler over området.
På turen til Hellfire Pass er der mulighed for at vandre et par kilometer langs den tidligere jernbanedæmning. Husk vandresko eller sneakers hvis I har lyst til at gå en tur i dette lidt vanskelige terræn.
Derefter går turen tilbage til Hin Tok River Camp, hvor der er tid til at slappe lidt af, inden I cykler ud til en nærliggende landsby, hvor I blandt andet kan opleve de lokale væve bambus-kurve.
Om aftenen er der middag og overnatning i den hyggelige teltlejr.
Det er værd at stå tidligt op og opleve det tidlige morgengry langs floden. Ofte hænger en smuk dis over de jungleklædte bjerge, og fugle byder den nye dag velkommen med sang.
Er I tidligt oppe, kan I også nå en cykeltur til et nærliggende tempel. Efter morgenmaden tjekker I ud fra Hin Tok River Camp og sejler i piskerisbåd op ad floden til River Kwai Jungle Rafts, hvor I tjekker ind i de hyggelige, flydende bungalows, der ligger direkte på floden. Herefter går turen videre til en nærliggende landsby. Her møder I Mon-folket, der er et af Thailands mange farverige etniske folkeslag. Mon-folket er sandsynligvis blandt de ældste folkeslag i denne del af Sydasien, og de var i høj grad med til at sprede det buddhistiske budskab, da den unge religion ankom til Thailand fra Sri Lanka. I dag lever Mon-folket først og fremmest i Burma langs grænsen til Thailand, hvor de kæmper for at bevare deres sprog og kultur.
Derefter sejler båden jer tilbage til River Kwai Jungle Rafts, hvor frokosten venter i hotellets restaurant efterfulgt af tid til afslapning ved den smukke flod om eftermiddagen. Der er også mulighed for at få løsnet musklerne op ved en gang traditionel thai-massage (mod betaling), eller I kan leje en kano og sejle en tur selv på River Kwai (mod betaling).
Om aftenen får I middag på hotellet, og efterfølgende er der underholdning i form af en opvisning af traditionelle Mon-danse.
Nyd en rolig morgenmad på River Kwai Jungle Rafts. Derefter er der afslapning på hotellet om formiddagen, inden det er tid at checke ud. I får serveret frokost på en lokal restaurant ved flodens bred, og herefter har I mulighed for at tage på en historisk togtur ad \"Dødens Jernbane\". Det er en smuk tur. Heldigvis kører toget ofte meget langsomt, fordi skinnerne på dele af strækningen stadig står på de oprindelige teaktræskonstruktioner. Det giver gode muligheder for at nyde de frodige landskaber, I passerer igennem.
Efter en dejlig frokost ved River Kwai er det tid til at tage afsked og drage mod helt andre oplevelser i skønne Hua Hin. I bliver kørt til hotellet i Hua Hin, hvor I har mulighed for at slappe af på The Peri Hotel***. Hotellet er et 3+ boutique-hotel, og ligger i gåafstand til butikker, restauranter og byliv.
Er sand og saltvand ikke lige jer, har The Peri Hotel naturligvis et dejligt pool-område omgivet af en frodig og farverig bevoksning samt svajende palmer. Afslappende solsenge står fordelt i små grupper langs med pool-kanten, således det ikke føles pakket, og I har adgang til badehåndklæder og parasoller. Bliver I småsultne eller tørstige er der kun få meter til The Surf Lodge eller Malu Bar, hvor kølige forfriskninger og snacks serveres det meste af dagen.
The Peri Hotel ligger i gåafstand fra Hua Hins centrum og i de hyggelige gader udenfor hotellet finder I stemningsfulde restauranter, småbutikker samt minimarkeder, og der er ikke langt til Hua Hins seværdigheder.
I bor på et af The Peri Hotels hyggelige Superior Double with Garden View værelser. De rummelige værelser ligger på 2. sal, møbleringen er enkel og farvevalget frisk og lyst med forskellige nuancer på de enkelte værelser. Moderne faciliteter som Wi-Fi, TV, safety boks samt et mindre køleskab/minibar.
I har naturligvis eget badeværelse med bruseniche, forskellige badeartikler, hårtørrer, badekåbe og tøfler.
Gå ikke glip af Hua Hin's farverige natmarkeder, især Hua Hin Night Market og Cicada Market, hvor du for eksempel kan købe lokalt håndværk. Glem ikke at smage maden fra det lokale gadekøkken, som tilbyder et overflødighedshorn af friske, smagfulde retter, der vil henrykke din gane.
Nyd en stille og rolig morgen på hotellet, inden I bliver afhentet på det aftalte tidspunkt og kørt til lufthavnen i Bangkok, hvor hjemrejsen begynder.
Dagen efter ankommer I til Danmark.
Bangkok, River Kwai og Hua Hin
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn
Afrejse: København d. 10. sep. 2025
Find datoer og priser på din rejse her og bestil online.
Du kan prøve igen, eller eventuelt sende os en forespørgsel på vores formular
Kontakt os herUdfyld venligst, og du vil efterfølgende modtage tilbuddet direkte i din indbakke.
Prisen inkluderer
Prisen inkluderer ikke
Der kan medbringes 23 kg. indskrevet bagage og 1 stk. håndbagage.
Det er ikke nødvendigt med visum på denne rejse. Husk at jeres pas skal være gyldige i 6 måneder efter udrejse af Thailand.
Ca. 10 dage inden afrejse fremsender vi jeres afrejsepapirer med præcise mødetider- og steder.
Spørg vores Thailand eksperter
Telefon: 8613 7744 |
Mail: tilbud@cpt.dk
(åben alle hverdage 9-16.30)
Tilpas ferie
Vi kan desværre ikke vise priser på alle datoer, men vi beregner gerne en pris til dig. Er du interesseret i rejsen, og vil du gerne vide, hvad den koster? Så udfyld venligst felterne nedenfor. Vi kvitterer med en eksakt pris på jeres rejse. Helt uforpligtende, naturligvis.
Har du en baby med, skal du regne med et tillæg på kr. 2.500. Husk at oplyse os om, at du har en baby med på rejsen. Det kan du gøre senere i bestillingsforløbet. Anfør venligst babyens fulde navn og fødselsdato.
Læs merePrisgaranti
Kan du købe rejsen billigere et andet sted, så matcher vi prisen og giver dig yderligere 250 kroner i rabat pr. person.
Læs mereFortrydelsesret
Bestiller du online kan du fortryde dit køb indenfor 48 timer - ganske enkelt.
Læs mere