Afslappet luksus, unikt hotel med flot udsigt
Santhiya på Koh Yao Yai er en af Check Points Travels absolutte favoritter. Her får man det hele: Afslappet luksus, fantastisk udsigt, en helt unik stil og smuk natur.
Santhiya Koh Yao Yai Resort & Spa er et unikt 4-stjernet hotel på øen Kho Yao Yai - blot 30 minutter med speedbåd fra Phuket. Fra hotellets smukke og traditionelle teaktræshuse, der ligger spredt ud på en frodiggrøn skråning, er der en fantastisk udsigt til havet, de små fiskerbåde og det grønne landskab på Phuket-halvøen.
I disse smukke omgivelser forkæles I med god mad, personlig og smilende service, en smuk sandstrand og autentisk ø-liv. Hotellet har to flotte swimmingpools. Den ene ligger højt med en ubeskrivelig smuk udsigt til havet. Den anden ligger tæt på stranden og har sit eget vandfald. Her er der naturligvis liggestole og parasoller, og når tørsten eller sulten melder sig, så er der flere restauranter at vælge imellem. Hotellet har desuden sin egen private strand, hvor I kan nyde driverlivet fra en solseng i strandkanten og synet af det klare blå vand, der kanter den hvide sandstrand.
Santhiya Koh Yao Yai Resort & Spa har en spa, der tilbyder et væld af forskellige massager og behandlinger. Der er et motionsrum, hvis I får lyst til at brænde noget energi af. Og så tilbyder de også en bred vifte af udflugter, Hvis I har lyst til at tage med ud på eventyr til lands eller til vands. På resortet kan I også låne kajakker eller paddle boards og udforske øens mangroveklædte kyster. Eller hvad med et kursus i kunsten at lave lækker thailandsk mad, prøve kræfter med yoga eller tage en lektion i thaiboksning?
Fra hotellet er der kun få minutters gang langs med stranden til landsbyen, hvor I kan proviantere hos købmanden eller prøve en af de lokale restauranter. I landsbyen har de også en scooter-udlejning. Her kan I sågar leje scootere med sidevogn. Det er den perfekte måde at udforske Koh Yao Yai på. Øen er relativt stor med smukke grønne landskaber, rismarker, strande og stemningsfulde landsbyer. Så der er virkelig noget at se.
BEMÆRK: Hotellets huse og villaer ligger som sagt spredt ud i et smukt, grønt og kuperet område. For at gøre det let for gæsterne at komme rundt uanset hvor man bor, så futter der nogle små shuttle-biler rundt på stierne. I kan ringe efter dem eller bare hoppe på, når den kommer forbi. På den måde kommer i let og ubesværet rundt på resortet. Hotellet kan ikke anbefales til gangbesværede.