Charmerende hotel ved en af Zanzibars bedste strande
Mange anser Kendwa Beach for at være en af Zanzibars allerbedste strande, og på en lille forhøjning direkte ud til den uimodståelige kridhvide sandstrand ligger det stemningsfulde Kendwa Rocks Beach Hotel. Allerede ved ankomsten til receptionen får I en herlig udsigt over Det Indiske Ocean, Kendwa Beach og hotellets frodige have. Haven opdeler på naturlig vis hotellet i to sektioner, hvor de forskellige værelseskategorier er fordelt på to etager. Når I når ned til stranden, finder I en lille gruppe charmerende bungalows.
Inspiration fra Zanzibars multikulturelle historie
Indretningen af værelserne spænder fra en enkel, rustik stil til en række temaværelser, hvor inspirationen er hentet fra Zanzibars multikulturelle historie. Der er en gennemgående forkærlighed for traditionelle træmøbler, permanente sengekonstruktioner og farverige tekstiler. Værelserne har møbleret terrasse eller balkon med udsigt til haven og eget badeværelse.
God stemning og fantastiske solnedgange
Inden I når stranden, finder I hotellets swimmingpool, som tilgodeser både voksne og børn. Liggestole står til rådighed omkring poolen, og bliver I tørstige, kan I besøge poolbaren for forfriskninger. Mange gæster vælger dog at slappe af i skyggen fra en palmeparasol på stranden, få meter fra det azurblå hav.
På stranden ligger den hyggelige Beach Bar, hvor I kan nyde kølige, farverige drikkevarer, cocktails og juicer i den uforglemmelige solnedgang. Baren er det naturlige mødested for hotellets gæster og et oplagt sted at udveksle oplevelser, inden I går de få meter til den charmerende Mermaid Restaurant. Hotellets restaurant er indrettet i traditionel østafrikansk stil med højt til loftet og serverer både lokale, regionale og internationale specialiteter – samt friskfanget seafood. Her kan I nyde jeres middag med udsigt til stranden og havet, mens I hører bølgernes brusen.
Hver måned afholdes der traditionen tro et Full Moon Party på Kendwa Beach, hvor der både er underholdning og dans til lokale DJs samt en særlig barbecue-menu i restauranten. Festen afholdes næsten altid på en lørdag – deltagelse er naturligvis frivillig.
Aktiviteter og udflugter
På stranden finder I også Kendwa Rocks’ populære dykkercenter med dygtige instruktører fra Zanzibar WaterSports, som tilbyder dykning og snorkelture til nogle af Zanzibars bedste dykkersteder og koralrev.
Zanzibars overskuelige størrelse gør det muligt at tage på udflugter rundt på øen uden at bruge lang tid på transport. Vi anbefaler en tur til fascinerende Stone Town, der er på UNESCOs verdensarvsliste. Her finder I spændende markeder, butikker gemt i en labyrint af smalle gader, historiske bygninger og restauranter. For naturinteresserede er en tur til Jozani Nationalpark også oplagt, hvor I kan se den endemiske røde colobus-abe – eventuelt kombineret med Stone Town eller et besøg på en krydderiplantage.