5-stjernet boutiqueresort i strandkanten
Hotellet er beskrevet af
John Lau Jensen
Product Manager i Check Point Travel
Hotellet er besøgt af John Lau Jensen
Lad det være sagt med det samme: Jeg er egentlig ikke til badeferie. Det er jeg for rastløs til. Eller det troede jeg. For nu er jeg afsted med kæresten, og det viser sig, at jeg er lidt af en ekspert i at slappe af. Det er som om, at min rastløshed nærmest umærkeligt er smeltet væk – som isen i min negroni.
Elegant boutiquehotel med en fantastisk atmosfære
Vi sidder med udsigt til havet og får en drink inden aftensmaden på Lux Marijani. Det er et smukt og stemningsfuldt boutiquehotel opført i den klassiske stil, som arabiske købmænd tog med sig til øen for mange hundrede år siden. Jeg kan mærke, hvordan roen har sænket sig over mig. Jeg tror, at det handler om atmosfæren på hotellet, for den er helt speciel. Her er fredfyldt, grønt og smukt på en nærmest harmonisk måde. Og så forkæles vi fra morgen til aften med dejlig mad og fabelagtig service.
Ser solen stå op over havet fra vores balkon
Vores værelse er en elegant blanding af moderne luksus og autentisk Zanzibar-æstetik. Hver eneste detalje er gennemtænkt, fra de bløde puder til rummets varme atmosfære. Man mærker tydeligt, at Lux Marijani er designet med gæsternes komfort og velvære som topprioritet. Om morgenen nyder vi at se solen stige op over horisonten fra vores balkon. Det er et syn, der er lige betagende hver morgen. Og når vi hen på eftermiddagen vender tilbage til værelset og balkonen, så er det med udsigt til det klare grønblå ocean. Det er lige til at klare.
Kridhvidt sand og hav i skiftende farver
Lux Marijani ligger helt ned til stranden i Pwani, og den har vi taget mange billeder af allerede. For den er et fascinerende syn med sit kridhvide sand og havet, der changerer fra lys grøn til dyb blå. Den udsigt kan vi nyde fra første parket fra vores liggestole på stranden, indtil lyden af bølgerne sender os i drømmeland…. Og det kan ske, selv for den mest rastløse.
Forkælelse ved poolkanten
Hotellets swimmingpool strækker sig ned mod stranden, så vi kan ligge i poolen og se ud på havet. Der er skyggefulde pladser med liggestole på begge sider af poolen, og akkurat som man får tanken om, at det kunne være rart med noget koldt at drikke, så står der en smilende tjener og spørger, om jeg kunne have lyst til en forfriskning. Se, dét er service.
De stemningsfulde aftener på Lux Marijani
Når solen går ned, forvandles poolområdet og terrasserne ned mod stranden til en drømmeagtig oase med stemningsfuld belysning og dæmpet musik. Det er super hyggeligt, og jeg kan ikke komme i tanke om et bedre sted at nyde en aften-cocktail. Og her sidder jeg så med min negroni, hvor isen er forsvundet sammen med min rastløshed. Lux Marijani har virkelig formået at få mig ned i gear. Jeg savner ingenting. Jeg nyder det bare.
Maden får genvalg – aften efter aften
Og så er der maden. Jeg er ret vild med mad. God mad. Det er vi begge, og vi har endnu ikke spist andre steder. Vi har talt om det, men maden i hotellets restaurant er virkelig god. Og der er et par retter, som jeg helt sikkert skal prøve igen. Så om vi overhovedet kommer herfra, ved jeg ikke. Men hvad gør det, når maden og stemningen på hotellet er i top?
Middag med havet som baggrundsmusik
Lux Marijanis restaurant byder på lækre retter, der kombinerer friske, lokale råvarer og krydderier fra øen. I går aftes nød vi en tallerken med grillede skaldyr, mens bølgernes rytme dannede den perfekte baggrundsmusik. Hver servering er omhyggeligt tilberedt og anrettet med passion, og så er serviceniveauet helt i top. Det har jeg måske sagt, men det tåler en gentagelse.
Lux Marijani får mine varmeste anbefalinger
Hvis jeg skal sammenfatte vores ophold nu, hvor vi heldigvis har flere dage tilbage, så vil jeg sige, at opholdet har overgået mine forventninger. Hotellets atmosfære, den vidunderlige beliggenhed, udsigten til havet, vores værelser og balkonen, maden og den personlige service får det hele til at gå op i en højere enhed. Så hvis I drømmer om en eksotisk og eksklusiv badeferie, hvor afslapning og forkælelse går hånd i hånd, kan jeg varmt anbefale Lux Marijani.